Hermed præsenteres anden skitse til illustration af eventyret Prinsessen på ærten, for øvrigt af H. C. Andersen, hvis der skulle være en enkelt dansker eller to, der ikke ved det 
Det er muligvist de mest ‘skitsede’ skitser, jeg nogensinde har vist her på bloggen – forstået sådan, at de på ingen måde i sig selv viser noget kunstnerisk resultat, jeg er stolt af. Men jeg er stolt af, at jeg prøver, og det fungerer desuden godt som en slags forpligtelse, der sikrer, at de bliver lavet, at de skal dokumenteres her på bloggen.
“En aften blev det da et frygteligt vejr; det lynede og tordnede, regnen skyllede ned, det var ganske forskrækkeligt! Så bankede det på byens port, og den gamle konge gik hen at lukke op.
Det var en prinsesse, som stod udenfor. Men gud hvor hun så ud af regnen og det onde vejr! Vandet løb ned af hendes hår og hendes klæder, og det løb ind af næsen på skoen og ud af hælen, og så sagde hun, at hun var en virkelig prinsesse.”
Først var jeg irriteret over, at kongen stod lidt på samme måde som prinsen i forrige illustration, men nu synes jeg faktisk, det er lidt sjovt, at man kan se, hvem sønnen har arvet sin skepticisme (selvom dronningen, der lægger ærten under alle madrasserne vist også har så rigeligt til sønnen at arve), kropssprog og ben fra 
Det er da ikke helt usandsynligt, at han spejler sin far, kongen.
Derudover har jeg fortsat en fortolkning af det “virkelige” som “ægte/naturlig” – prinsessen bærer en blomsterkrans, ikke en krone. Det er en indlysende fortolkning, men den er jo ikke skrevet ind i eventyret, så det er vel min egen. Således får jeg blandet lidt Askepot (mit yndlingseventyr) ind i Prinsessen på ærten.
(English recap: continuing my project with illustrating the fairytale “The Princess and the Pea” in pursuit of my overall dream of becoming batter at illustrating stories, I present illustration number two, where the old king let in a girl claiming she is a real princess. I have chosen to interpret “real” as “natural” – she is wearing a flower wreath, not a crown, my own interpretation being that se is a real princess through being naturally good and beautiful, not by birth. An idea probably inspired by my love for the fairytale Cinderella.
