1. Indledning
Den seneste måneds tid har jeg læst to bøger om græsk kunst: Archaic and Classical Greek Art af Robin Osborne og Greek Art af John Boardman.
De var ret enige om tendenserne i den første kunst, hvor de overlappede, så det var jo heldigt. Og nu burde jeg vel foregive, at jeg da heller aldrig kunne finde på at skrive et indlæg baseret på én bog. Men det kunne jeg nu godt, hvis jeg ikke havde råd, eller hvis jeg nu virkeligt syntes, emnet var kedeligt, og jeg ikke orkede købe og læse flere bøger om det.
Læseren kan forhåbentlig – formodentlig! – godt skelne mellem videnskab og blogindlæg.
Ligesom i mine tidligere indlæg om kunsthistoriske perioder (f.eks. Egyptisk kunst her, og hulemalerier her) vil jeg, efter en kort introduktion, som vi allerede er (godt?) i gang med nu, lade mine kopier af kunsten fra de forskellige perioder, opstillet kronologisk, styre slagets gang.
Der er flest kopier af den tidlige kunst. Det afspejler ikke min smag, for faktisk er hellenistisk kunst nok min yndling, men kunsten i starten er simplere at kopiere, særligt vasemalerier som ofte mere er tegninger end malerier.
Apropos vasemalerier. Her er de vaseformer, jeg synes, er mest interessante.
- Krater: brugt til at mikse vand og vin f.eks. til symposier (drikkegilder med livlig diskussion af politik og filosofi og erotiske eventyr.)
- Amfora: til opbevaring af olivenolie.
- Lekythos: til opbevaring af olie der ofredes på grave.
- Kylix: drikkekop.
- Kantharos: også en drikkekop, vist ikke så ofte fundet i virkeligheden, men ofte tegnet i hænderne på Dionysos.
- Psykter: brugt til at køle vinen ved symposier.
- Hydria‘en har jeg ikke tegnet, men den ligner amforaen, men har 3 hanke, 2 hanke vender vandret og sidder nede på “skuldrene” af vasen. Og så er den naturligvis til vand.
Bøgerne, jeg har læst, er på engelsk, og jeg har oversat fagtermer så indholdet efter min mening så vidt muligt er bevaret, men uden at være helt klar over, om det stemmer overens med de danske fagtermer.
2. Geometrisk græsk kunst og orientalsk indflydelse (11. årh.-6.årh. f.kr.)
Overskriften siger nok egentlig det meste. I perioden er der en tendens til at alt bliver geometrisk, hvis ikke det er “født” geometrisk. Det vil sige, at vaserne først og fremmest udsmykkes med trekantede eller runde mønstre i friser, og de dyr, der måtte snige sig ind, inspireret af orientalsk kunst, bliver også “geometriseret” og sat i friser.
Hoppe med føl i bronze. Fra Argos, midt i 8. årh. f.kr.
Heste er populære dyr, særligt udført som små bronzefigurer, der gives som offergaver i templer. Hesten er et statussymbol, fordi den ikke har nogen praktisk anvendelse i arbejdsmæssig sammenhæng i det græske samfund.
Detalje fra frise på krater fra Euboeia. 3. kvartal af 8. årh. f.kr.
Hesten sniger sig også ind i den geometriske vasekunst. Men kun som en geometrisk repetitiv figur uden handling.
Vaserne er malet med en sort blank maling, som grækerne har arvet fra deres tidligere storhed, den mykenæiske periode (kollapser i det 12. årh. f.kr.). Den ved jeg ikke særligt meget om, men bøgerne er meget optagede af at undersøge, om grækerne dog ikke havde bevaret noget i løbet af nogle ellers magre århundreder efter det mykenæiske riges kollaps. Det var åbenbart en kultur, de kunne være stolte af. I bemalingen af vaserne synes forfatterne at have fundet en overleveret kvalitet. Hurra!
Detalje fra frise fra athensk krater, ca. 750 f.kr.
Også mennesker gengives “geometriseret”. Herover ses en frise med stiliserede sørgende figurer, der river sig selv i håret.
Frisen har faktisk en central “scene” med en afdød på en ligbåre. Lidt historiefortælling har altså sneget sig ind i den ellers abstrakte geometriske verden på vaserne.
Detalje fra samme vase:
Jeg troede, det var menneskefiguren, der var gengivet i denne sjove form, og syntes, det var ret opfindsomt og sødt. Men det er formen på et særligt græsk skjold, der kaldes dipylon-form.
Figurer fra athensk gulddiadem, 3. kvartal af 8. årh. f.kr.
Figurerne herover er udhamrede i et guld-diadem, og det er ret tydeligt, at den bageste er et kattedyr og den forreste en hjort af en slags. Denne dyre-realisme er et eksempel på orientalsk indflydelse.
Figur fra krater fra Argos. ca. 700 f.kr.
Igen en sød fortolkning af menneskefiguren, synes jeg, med den fremtrædende hage og næse.
Støbt bronzefigur fra Olympia. 7. åh. f.kr.
I det 8. årh. dedikerede man gerne store trebenede gryder i templerne. Figuren herover har siddet på kanten af sådan en. Disken med vinger er et østligt motiv og viser igen indflydelsen fra østen i denne periode.
Dyr fra protokorintisk kande. Ca. 640 f.kr.
Korinterne specialiserede sig i små vaser med miniatureudsmykning. Disse små aryballos, vaser med parfume i, blev fyldt med dyrefriser. Korinterne brugte gerne farver til at fremhæve detaljer, og udviklede desuden en teknik, hvor konturerne var graveret ind i malingen, også kaldet sortfigurteknik. I Athen brugte man først at tegne konturerne, men overtog ved slutningen af det 7. årh denne teknik og perfektionerede den.
3. Arkaisk tid (6. århundrede f.kr.)
Egentlig hører perioden med den geometriske kunst vist også under den arkaiske tid overordnet set, men bøgerne behandler den første tid, hvor Grækenlands egne geometriske stil møder den orientalske meget for sig først, som en periode, hvor grækerne “lærer” – mens Grækenland selv blomstrer og lærer fra sig fra 600 f.kr. og fremefter.
Templerne blev nu af sten, inspireret af egyptisk arkitektur og formen på de to søjle-ordner, dorisk og ionisk var fastlagt.
Hektor – detalje fra “Tyrrhensk” amfora, 2. kvartal af 6. årh. f.kr.
Athen tog førertrøjen, hvad angår vaser i den arkaiske periode. Herover ses hvad “sortfigurteknik” går ud på, selvom jeg ikke har været så god til at illustrere den, for det er svært at huske, at konturerne netop ikke skal tegnes: figuren er sort og detaljer er kradset fri for maling.
Denne figur er fra en såkaldt “tyrrhensk” vase. Det var vaser, der blev lavet specielt til det syditalienske marked. Grækenland havde kolonier i syditalien og smagen var her for voldsomme, blodige kampe.
Hektor, der var trojaner døde i tvekamp mod Akilleus i den trojanske krig, om hvilken der fortælles i Illiaden.
Figur fra træ-votiv-indskrift fra Pitza ved Korinth, 530 f.kr.
Se lige de ben – og hvor fint og enkelt, de er gengivet med én linje!
Gudinde for fødsel og Hermes. 6. årh. f.kr.
Igen fint angivne kropskonturer, synes jeg.
Hane, figur fra vase fra græsk koloni i Libyen. ca. 560 f.kr.
Fint observeret lille studie af en hane. Greek Art bruger denne hane som eksempel på, at der også blev skabt nogle fine ting udenfor Athen – selvom det hørte til sjældenhederne.
Anavyssos kouros fra Attica, 3. kvartal af 6. årh.
Kouros – statue af en ung nøgen mand som den heroverfor, er for mig indbegrebet af arkaisk kunst. Helt anonym, servilt smilende. Som jeg husker ham fra oldtidskundskab i gymnasiet.
Kouroi var inspireret af egyptiske statuer, men er nøgne og har ikke den typiske støttepille i ryggen, som egyptiske statuer altid havde for at virke ekstra stabile og monumentale.
Samtidig var de egyptiske statuer faktisk mere individuelle – de repræsenterede f.eks. en bestemt farao eller idealbilledet af denne. Kouros’en (og deres kvindelige modpart, koren, som modsat kouros’en var svøbt og gemt i draperier, der hang søjleagtigt omkring deres kroppe) var de perfekte, blanke tjenere for guderne. Alle kan spejle sig i dem. De var repræsentanter for menneskeheden, som den bør være, og samtidig et udtryk for de nye demokratiske principper om lighed og staten fremfor alt. De stod på gravene og repræsenterede den afdøde som en god borger, ikke som individ.
Athensk segl med Athenas tegn, uglen. Fra sidste kvartal af 6. årh. f.kr.
Athens beskyttende gudinde var Athena, der blev født af Zeus’ pande, og hun symboliseredes ved en ugle.
Figur fra chalkidiansk amfora (fra Syditalien), sidste kvartal af 6. årh. f.kr.
Generelt ses figurer i profil i arkaisk kunst. Kun monstre, døde figurer og figurer, der er “ude af den” ses afbildet frontalt. Et eksempel ses herover, hvor det flerhovedede monster Geryon løber til kamp mod Akilles – det første hoved er allerede ramt ser det ud til.
Ideen med at anbringe de tre hoveder omkring et slags hjul – skjoldet – virker utroligt godt synes jeg, og bevægelsen i den løbende figur, der styrter frem, men næsten synes at kastes tilbage samtidigt, og de fine dekorative krøllede fjerduske på hjelmene og vinger fungerer optimalt.
4. Klassisk tid (530-323 f.kr.)
Ved midten af 5. årh. var Athen sikkert positioneret som leder af en stor sammenslutning af græske bystater, der sammen, under athensk ledelse, havde forsvaret græsk frihed mod perserne. Athenerne var rige – og nu skule det vises!
Ved slutningen af det 5. årh. var Athen en arkitektur-fest for øjet. Akropolis (som tidligere var blevet smadret af perserne) blev helt omlagt. Kronen på værket var templet for Athena, Parthenon. Det var et dorisk tempel (se min tegning af ordnerne ovenfor, den doriske er den med vekslende metoper og triglyffer) men eftersom jeg ikke har kopieret noget som helst herfra, vil jeg ikke dvæle mere ved det, men man kan ikke helt undgå at nævne det, synes jeg.
Arkaismens idealisme fastholdes, men forenes med en stor anatomisk realisme, der især går efter det perfekte.
Bueskytte fra vestpediment på Aphaia-templet på Aigina. Begyndelsen af det 5. årh. f.kr.
Skulpturen herover er fra et pediment på et tempel. Pedimentet er den trekant på gavlen, der udsmykkedes med næsten fritstående skultpturer, modsat frisen eller metoperne, der oftest var relief.
Pedimentets motiv er plyndringen af Troja efter den trojanske krig, et populært motiv i græsk kunst.
Doryphoros, 440 f.kr af Polykleitos.
Polykleitos skrev en kanon om de perfekte klassiske proportioner, og skabte statuen herover som eksempel herpå. Derfor bør en kopi egentlig også være matematisk korrekt. Men det orkede jeg ikke lige!
Det er det generelle “problem” med at kopiere den klassiske kunst (især skulpturer). Der kan ikke trækkes til eller fra, uden at det ikke længere er “perfekt”. Det kan naturligvis ses som en stor kvalitet, men i forhold til den geometriske kunst, der let springer fra vase til papir og til vase igen, gør det den lidt mindre tilgængelig selv at få hånd om.
Faktisk findes Doryphoros, spydbæreren, også kun i romersk kopi.
Athensk rød-figurs-tallerken af Epiktetos, ca. 500 f.kr.
Omkring 530 f.kr. introduceres rødfigurteknik. Det er en fuldstændig omvending af sort-figur. Baggrundes males sort, mens figurerne står frie, og detaljer tegnes i stedet for graveres. Den mere flydende linje faciliterer en mere realistisk gengivelse af anatomi og draperier (et helt studie for sig i græsk kunst, der kan sige meget om den periode, man undersøger, tilsyneladende).
Artemis slår Aktaion ihjel. Krater af Pan-maleren, 2. kvartal af 5. årh. f.kr.
Artemis er den græske jagtgudinde og motivet herover er fra myten om Aktaion, som sagde, han var en bedre jæger end Artemis og friede til hende (andre versioner fortæller, at han overraskede hende nøgen). Derfor måtte han dø. Sådan er det bare. Herover ses Artemis udføre den grusomme handling med rolig elegance. Typisk gudinder.
Nu har profilansigterne tilhørende profiløjne. Og kunstnerne bliver modigere i forkortninger og trekvart-synsvinkler. Kunstneren kan eksperimentere mere frit med at skabe udtryk.
Detalje fra vase af Niobid-maleren. Græker kæmper mod amazone. 460 f.kr.
Endnu et ofte gengivet motiv: grækerne mod amazonerne, voldskvinderne. Disse kampe mod amazoner symboliserede naturligvis grækernes egen kamp mod barbarerne, f.eks. perserne.
Figurer fra krater af Niobid-maleren, midt i 5. årh.
Kvinden Niobe blærede sig overfor Leto, Artemis’ og Apollons mor med alle sine fine børn. Artemis og Apollon slog derpå alle Niobes børn ihjel, og det er dét, vasen herover viser. Hybris (overmod) var en farlig ting i Grækenland, og guderne var legesyge og utilregnelige.
Muse-figur fra Lekythos, 440 f.kr.
Hvidmalede vaser blev brugt til olieflasker til grave, lekythoi, der ikke skulle holde til hverdagens slid, da den hvide maling ikke holdt så godt. Det var, som scenen herover, ofte eftertænksomme scener, der prydede disse vaser.
Fra gravstele, 450 f.kr.
Gravsteler med relief fra gravene på Akropolis viser samme verden som lekythoi’erne. Indadvendt eftertænksomhed.
Frise i orientalsk stil, 480 f.kr. Fra Østgrækenland.
Og østgrækerne er som sædvanlig lidt bagefter. De maler stadig vaser med dyrefriser (såkaldt “Wild Goat Style”) og orientalske mønstre. Ret fine mønstre, synes jeg, som lotus-frisen herover.
Gigants hoved fra pediment på tempel ved Mazi i Elis. Fra 1. kvartal af 4. årh.
På Parthenons metoper ses kamp mellem kentaurer og grækere, men grækernes ansigter er overalt på Parthenon ophøjet neutrale. Sådan er den klassiske stil. Realistisk men idealiseret. I 4. århundrede begynder ansigterne igen at vise udtryk, som gigantens ansigt herover. Individet dukker frem fra samfundets idealborgerskab.
5. Hellenistisk tid
Archaic and Classical Greek Art udelader helt hellenistisk tid og Greek Art har kun et kapitel om den – mod tre om den klassiske tid. Ikke helt fair, for det er nok min yndlingstid, hvor skulpturerne bliver allermest dynamiske. – Og dog forståeligt, da Grækenland faktisk ikke længere leder udviklingen, centrene befandt sig nye steder, efter at makedonske Aleksander den Store havde væltet hele det østlige middelhavsområdet omkuld og var død i 323 f.kr. Grækenland spillede nu en ret lille rolle i græsk kunst.
I den klassiske tid opnåede man fuldstændig sikkerhed i realistisk gengivelse af anatomiske detaljer. Men figurerne var oftest ret statiske og frontale kun med lette vrid, der dog altid holdtes i balance. I skulptur var det eneste skridt, man nu kunne tage, at gøre det mere dramatisk og lægge mere vægt på særpræg mere end det generelle uden helt at slippe det idealiserede.
Kopi efter skulptur fra 2./3. årh. f.kr. Hermafrodit afviser satyr.
Karakteristisk for tiden er narrative grupper som den herover, hvor en hermafrodit afviser en satyr. Satyren var et billede på alt det dyriske og uciviliserede i mennesket og blev ofte fremstillet på kopper og vaser til brug i symposion. Jeg har ikke kopieret nogle af dem, da de generelt er sjovere end de er pæne efter min smag. Måske er jeg sippet, men her stødte vi altså endelig på ham, satyren, alligevel. Bedre sent end aldrig.
Skulpturerne opfordrer i stigende grad til, at man bevæger sig rundt om dem. Det er dynamiske skulpturer som denne, der særligt appelerer til min smag.
Bronzestatuette af nøgen kvinde fra 3. årh. f.kr., fra Makedonien.
Stillingen med vægten på det ene fod og let bøj i hofterne (kontrapost) er et gammelt trick som også ses i Doryphoros. I hellenismen bliver denne stilling mere spiral/slange-agtig, som man måske kan ane i figuren herover.
6. Konklusion
Det har været ekstremt svært at skrive dette indlæg. Det skyldes naturligvis at stofområdet er enormt, der er simpelthen så meget at skrive – men det var der også om egyptisk kunst. Det afgørende er, at samtidig med, at der er meget at skrive, er der jo egentlig så meget man går ud fra, folk ved, fordi man selv har læst det så tit – hvem de græske guder er (sådan cirka), den trojanske krig og så videre.
En af de ting, der virkelig kommer bag på én (i al fald når man lige har læst om egyptisk kunst) er over hvor kort tid det hele foregår, særligt den klassiske tid, som jo har så afgørende betydning for hele kunsthistorien.
Opsummeret starter Grækenland med en smule arv fra mykenæisk storhed, men er ellers ret meget på bar bund. De tegner geometriske mønstre på vaserne med deres fine blanke maling.
Så træder orientalsk stil ind på scenen, med realistiske figurer og stiliserede blomsterfriser. Grækerne tager figurerne til sig, tygger på dem, og spytter dem ud igen, “geometriseret” og repetitivt placeret i friser.
Omkring 600 f.kr. har de raget nok inspiration til sig og fået teknik nok til at den arkaiske tid er kørt i stilling. Inspiration fra Egypten skubber dem yderligere i gang. Skulpturerne er stive, idealiserede og stiliserede, men klart optagede af mennesket – det ideelle menneske. Vaserne er mere livlige og Athen fylder et stort marked med effektfulde vaser med figurmalerier i sortfigurteknik.
Omkring 500 f.kr. er Athen blevet rige, og det skal vises. Skulpturerne er blevet mere afslappede, mere realistiske, men stadig idealiserede. Rødfigurteknikken i vasemalerier gør det lettere at gengive figurer i mere indviklede stillinger og også her bliver kroppene friere og mere “virkelige”. Det er den klassiske tid.
I 323 f.kr. dør Aleksander den Store efter at have væltet det hele omkuld. Alt bliver reorganiseret. Kunst skabes nu især til verdslige formål. Skulpturerne blive dynamiske og voldsomme, og man søger mod det individuelle, men ikke nødvendigvist naturalistiske.
146 f.kr. indtager Rom Grækenland og forelsker sig i den græske kunst. De tager, hvad de kan finde og kopierer, hvad de ikke synes, der er nok af, men det er en ny historie, som jeg ikke vil tage hul på her.
