Grammar of Ornament I

1. Indledning

Her i sommers har jeg studeret bogen “Grammar of Ornament” igennem kopier og noter. Jeg har indtil videre fået tygget mig halvvejs igennem bogen, og tillader mig at stoppe op her på bloggen og kigge tilbage på det læste og kopierede.

Bogen blev udgivet første gang 1856, og indeholder en samling plancher med tegninger af forskellige kulturers ornamenter igennem tiden. Den er pretentiøs på mere end én måde: Owen Jones (redaktøren bag værket) er klart idealist og udtrykker fra starten ublu sine holdninger i 37 “propositions” som simpelthen fortæller, hvad der karakteriserer smuk (og derfor, mener han, også sand) ornamentik.

Disse “forslag” indeholder både meget teoretiske, praktiske og rent æstetiske “krav.” Her er et par eksempler.

• Proposition 4: True beauty results from that repose which the mind feels when the eye, the intellect, and the affections are satisfied from the absence of any want.
• Proposition 10: Harmony of form consists in the proper balancing, and contrast of, the straight, the inclined, and the curved.
• Proposition 11: In surface decoration all lines should flow out of a parent stem. Every ornament, however distant, should be traced to its branch and root.
• Proposition 12: All junctions of curved lines with curved or curved lines with straight should be tangential to each other.
• Proposition 23: No composition can ever be perfect in which any one of the three primary colours is wanting, either in its natural state or in combination.

Hans formål er altså også at bevise, at bestemte “love” går igen i succesfulde stilarter, og desuden således stoppe det, han kalder samtidens meningsløse kopi, ved at vise de rige variationsmuligheder indenfor disse principper. Noget smukt vil altid være i overensstemmelse med de love, naturen selv følger, mener han. Trods variation er det altid baseret på nogle få ledende idéer.

Det er ret underholdende og næsten befriende at høre hans egen smag så eksplicit udtalt og forsvaret gennem hele bogen. Jeg synes, hans argumenter er ganske interessante, men jeg har ikke samme smag. Min smag kan for øvrigt for det meste aflæses i mængden af kopier fra stilen…

2. “Savage tribes”

Owen Jones holder “de vildes” kunst op mod vore dages, og det falder ud til “de vildes” fordel. Selvom det er simpelt, genkender vi i de “vilde” stammers kunst det besvær på trods af hvilket, det er skabt. – Vi genkender ønsket om at skabe. (dette forvanskes i moderne produktion, da produktet fjernes fra individdets skabertrang).  “when art struggles, it succeeds;” siger han. 

Desuden finder han, at man tydeligt kan se, at de er vant til at se på naturens harmoni, og derfor skaber harmoniske mønstre, der “overholder”/har sine rødder i naturens æstetiske love. Desuden er ornamenterne altid skabt af få ledende elementer, en forudsætning for skønhed i Owens øjne.

“The ornament of a savage tribe, being the result of a natural instinct, is necessarily always true to its purpose.”  Ornamentet passer simpelthen til det, det udsmykker.

Der var ikke rigtigt noget fra plancherne, der faldt i min smag, så jeg har ikke kopieret noget herfra.

3. Egyptiske ornamenter

Forfatteren er vild med egyptisk ornamentik. Han mener, den er inspireret direkte af naturen og overholder naturens love uden dog at være servil imitation, men varieret i det uendelige og tilpasset formål – uden at rykke ved de “sande” naturlige principper.

Egyptisk ornamentik er ifølge forfatteren både 1. konstruktiv, 2. repræsentativ og 3. dekorativ. Andre ornamentsystemer formår ofte ikke at udfylde mindst en eller flere af disse punkter “tilfredsstillende”.

Mine kopier:

Egyptiske repræsentationer af lotusblomster.

To friser, hvor lotusblomst-typen indgår

2 mønstre, det ene inspireret af vævning og det andet af rebs slyngninger.

Fin, enkel frise

4. Græske ornamenter

- var meget dekorative, men hverken konstruktive eller repræsentative. F.eks. kunne de små detaljer i reliefferne ikke ses langt fra, når de sad helt oppe under taget på templerne og bladene på dekorative blomster virker mere styret af penslens løb, end af den blomst de imiterer.

Til gengæld er græsk ornamentik ifølge forfatteren en fuldendelse af form, fordi den følger naturlige principper ved dens 1. “udstråling” fra en stængel, 2. proportionelle udfyldelse af rum og 3. kurvede linjer.

Karakteristisk: “the various parts of a scroll grow out of each other in a continuous line”.

2 grundtyper i græsk ornamentik: (den sidste kalder han en kaprifolium-type)

Mine kopier:

efter friser fra vaser på “British Museum”

5. Pompeianske ornamenter

Mens forfatteren ikke har meget til overs for romersk kunst generelt, da han mener, 1. at den ikke gror naturligt ud af de flader, den findes på, men virker påsat, 2. at den er for overdænget og vælger kvantitet frem for kvalitet, mener han at pompeiansk kunst er så tosset (“Capricious – beyond the range of the art”), at den unddrager sig kritik. Han konkluderer dog, at pompeiansk ornamentik er dårligere end græsk, da den ikke lever op til naturens egne principper om blads udstråling fra en stængel og ikke har en perfekt fordeling af masserne og forhold mellem områder. (kort sagt: komposition), men at den har en charmerende let, skitseagtig udførsel. Han mener, at man finder to tendenser:

1. Græske aner – stiliserede ornamenter i farveflader, enten mørkt malet på lys grund eller omvendt. Uden skygge/forsøg på reliefvirkning. (se de 6 øverste af mine kopier)
2. Mere romersk – baseret på acanthus-snirkel – vævet sammen med ornamenter, der imiterer natur direkte. (se de to nederste)

Jeg kan godt lide de pompeianske friser, selvom de to nederste egentlig netop er gode på den der “det er bare for gennemført dekadent”-måde – særligt den brevpapirs-agtige farvelægning. Her er mine kopier:

Forskellige friser fra huse i Pompeii:

6. Byzantinske ornamenter

Romersk, Syrisk og Persisk ornamentik var formative årsager til byzantinsk stil. Der skabtes en ny og systematisk form, der indvirkede på den vestlige ornamentik, men tranformeret: keltisk, angelsaksisk, lombardisk, arabisk. Alle stilarter i det centrale og vestlige Europa (fællesbetegn.: romansk kunst) påvirket af byzantinsk kunst.

Ren byzantinsk kunst: “broad-toothed and acute-pointed leaves” “the running foliage is generally thin and continuous”. “thin interlaced patterns are preferred to geometrical designs.” Guldgrund er typisk.

Stilen blev længe bevaret i Grækenland + Østeuropa, hvor den byzantinske kunst er basis for al dekorativ kunst. Dog arabisk ornamentik allermest påvirket.

Her fandt jeg ikke noget, der inspirerede mig til kopi.

7. Arabiske ornamenter

Forfatteren mener, at ornamenternes elegance er arvet fra perserne. Igen ses udstråling fra én stængel, enten bevaret fra Graeco-Romersk stil eller “følt” ved observation af natur. ( :-) )

Mønsteret er fordelt over hele fladen, farverne er flade.

Han mener aldrig, araberne nåede til maurisk perfektion i fordeling af masserne eller ornamentering af overfladen. (komposition) Desuden introducerede maurerne, at der ofte var to eller tre planer – 1. djærve, store linjer, der nydes på afstand, 2 (+ evt. 3) intrikat, nydes tæt på. Arabisk ornamentik egnede sig til at skabe et indtryk af storhed.

Jeg kunne godt lide arabiske mønstre. Her er mine kopier

Mønster graveret i hvid marmor og malet op med rød og sort maling. Fra gulv i Cairo.

Mønstre fra Moskeen i Tooloon (den allersidste er fra Kaoloon Moskeen, fra 1284-5)

8. Tyrkiske ornamenter

Den tyrkiske arkitektur-stil er baseret på byzantinske monumenter, men ornament-systemet er en modifikation af det arabiske. Forfatteren er ikke begejstret. Desuden er ornamentikken ofte blandet: arabiske ornamenter + persiske blomsterornamenter + forringede romerske/renæssance-detaljer.

Her er min eneste kopi fra denne stil.

Fra Soliman den Is kuppel på moskeen i Konstantinopel.

9. Maurisk

Forfatteren er vild med maurisk kunst, som han mener kulminerer i Alhambra. Der mangler kun den egyptiske symbolisme – pga. maurisk religion, hvor virkeligheden ikke må afbildes – men denne er erstattet af smukt udformede og også meningsfulde inskriptioner.

Nogle generelle principper fulgtes af maurerne, da de skabte Alhambra, som er fælles for alle de bedste kunstperioder (principperne er de samme, formen forskellig) Disse opsummerer faktisk det væsentligste i de 37 “forslag” i starten af bogen.

1. Dekoration kommer naturligt ud fra konstruktion og den konstruktive idé føres ud i hver detalje i ornamentation af overfladen. “The useful as a vehicle for the beautiful.”
2. “All lines grow out of each other in gradual undulations”. Intet kan fjernes og gøre designet bedre eller ligeså godt.
3. Generelle former skabt først, dernæst fyldt med dekoration, igen underinddelt og beriget ved nærmere inspektion – aldrig i modsætning til større linjer.
4. “Harmony of form appears to consist in the proper balancing and contrast of the straight, the inclined, and the curved”. (ligesom farve: ingen perfekt komposition hvor en af de 3 primære farver mangler – ingen primær “figur” af de tre nævnte må mangle.) Her er eksempler på hvordan dette kan sørges for, systematisk:
5. Alle linjer flyder ud fra én stamme/stængel i maurisk kunst. Alle ornamenter kan spores til én rod. Uanset hvor irregulært et område, starter de altid med at dele ind i lige store områder og fylder detaljer ind omkring. (Analogt til natur, se vinblad: Mål: bringe saft fra stængel til extremiteter, altid fordelt ligeligt. Gentages på alle planer)
6. Andet princip, der følges: udstråling fra én stængel, som set i kastanjeblad: I græsk ornamentik gror ornamenterne udad hinanden (1) Arabisk + maurisk gror altid ud af én kontinuerlig stængel (2)
7. Alle samlinger mellem kurvede linjer og kurvede linjer/lige linjer er tangentielle. Det er også en regel i natur. “Equal distribution, radiation from a parent stem, continuity of line and tangentiel curvature” er altid at finde i naturlige blade.                               
8. Arabere og maurere brugte elegante kurver. Ved nedgangstider bruges af passer o.l. Alle kompositioner af cirkler og firkanter er monetone – “hvordan” de er skabt, er for åbenlyst. Med øjemål findes det behagelige. fremfor Aldrig bare dele af cirkler. Jo tættere på blot dette – jo mindre smukt, og omvendt.  (Dette synes jeg er en interessant teori, da jeg stort set aldrig gider bruger den slags remedier. Så jeg meler lige min kage…) 
9. Charme i araberes og maureres ornamenter: stiliserede (måtte ikke fremstille levende former). De måtte arbejde ligesom naturen, ikke imiterende/kopierende.

I bemalingen af mauriske ornamenter er bestemte principper fulgt, baseret på naturens love (ligesom form). Igen kan disse generaliseres til at gælde al succesfuld kunst, mener forfatteren:

1. Farve brugt til at assistere form og styrke de konstruktive elementer i en bygning.
2. Farverne brugt af maurerne var primær-farver: blå, rød og gul (guld). Sekundære farver kun brugt i dado (nederst, til at øjet kunne hvile sig). I nedgangstider ses sekundære farver ofte mere brugt.
3. I maurisk kunst blev primære farver brugt øverst på objekter, sekundære og tertiære nederst. (som i natur: Blå øverst (primær), grøn i midten (sekundær) og tertiær nederst (jordens farver).
4. Blå fylder altid mest. Passer med nye prismatiske undersøgelser, der viser, at blå skal have dobbelt så meget plads for at gå lige op med gul og rød til sammen.

Mønstre er med stor variation skabt af ganske få principper. Uanset hvor kompliceret: bygget på simpelt princip.

Mine kopier

Fra murene ved vinduerne i Alhambra:

10. Persisk

Perserne måtte gerne male levende ting og det gav mindre ren ornamentik i følge forfatteren. De blandede den arabiske stilisering med realisme. Sekundære og tertiære farver er mere dominerende end i arabisk og maurisk ornamentik. Dette er ifølge forfatteren ikke så godt.

Jeg kan godt lide det, og jeg synes de persiske blomster er forfriskende og fine. Her er mine kopier:

Fra en persisk mømsterbog:

11. Konklusion.

Det var et sammendrag af mine noter og kopier til første halvdel af Grammar of Ornament. Jeg er ret sikker på, at to’eren til dette indlæg først kommer til jul. Men der er masser af spændende stilarter tilbage – indisk, kinesisk og middelalder f.eks.

Som sagt synes jeg, forfatterens engagement og kombinerede åbenlyse subjektivitet + forsøg på nærmest naturvidenskabelig bevisførsel for egen smag og idealer er underholdende, men også inspirerende. Hvorfor ikke prøve at finde ud af præcist, hvad det er, der gør så godt for éns øje? Jeg kan godt lide, at han er så vild med det, han godt kan lide, at han nærmest finder det guddommeligt, men samtidig forsøger at regne ud på alle mulige jordbundne måder, hvordan det så i praksis skal skabes.