Jeg har før funderet over forholdet mellem linje og farve, kontur og flade, strøg og streg, kampen mellem dem, og det de kan, og om det kan lade sig gøre at få begge optimeret i samme maleri af samme maler (mig).

Linjen som kontur er traditionelt set dekorativ og fornuftsbaseret – måske især fordi den ikke findes i virkeligheden – der er ikke linjer omkring de ting vi ser, kun steder hvor farver mødes. Farverne er traditionelt set mere følelsespræget, umiddelbart sanset lys. Men farverne er jo heller ikke flade, de er inddelt i bittesmå gradueringer, og hver af disse gradueringer kan vel godt anses for at være bittesmå streger – eller som hos pointilisterne, prikker. Også disse kan så forenkles, mere dekorativt, til flader.

Men hvad adskiller egentlig en streg og et strøg? Mit første svar ville være at det ene er en kant, det andet fyld. Ligesom jeg altid har tænkt, at Van Gogh var en af de mest “malende” malere jeg kender, hvor alting opløses i strøg. Allerede da jeg for et par år siden læste bogen “Van Gogh at Work”, gik det op for mig, at den opfattelse ikke helt holdt. Jeg så hans tegninger og opdagede, at også hans tegninger er levende, bølgende opløst i streger. Okay så. Men da jeg læste min store bog “The Techniques of the Great Masters”, stod der ovenikøbet, at  Van Gogh jo først og fremmest var tegner frem for maler. At det særlige ved hans stil netop var, at han tegnede med oliefarverne frem for at male med dem. Okay så!

Når jeg tegner, fylder jeg skyggefladerne ud med en tegnestub. Det fungerer egentlig fint, men det gør dem til “døde” flader. Mange andre tegnere og særligt Van Gogh holdt dem “levende” ved at tegne dem med streger – traditionelt med skravering, mens Van Goghs visioner jo normalt er mere bølgende.

Det korte af det efterhånden lange, er, at jeg har eksperimenteret med at tegne landskaber (hvilket jeg ellers typisk er veget tilbage for, fordi jeg synes, de let bliver ligegyldige i sort/hvid) UDEN tegnestub (udover at min venstrehåndethed jo i sig selv medfører en indbygget udtværende effekt) og med kontinuerlige kruseduller. Det er faktisk fysisk hårdere, især i mørke motiver, fordi man selv skal krusedulle indtil et område er helt mørkt. MEN det giver mere liv og mere kontrol over skyggens “udtryk”. Se her:

Loch Lomond (bly på papir, A4)

Udsigt fra Benincasa, Amalfikysten, med hvid sky, (bly på papir, A4)

De er desuden begge male med den blødeste blyant, jeg har for tiden (7b) fra start til slut – jeg maler bare meget blødt fra starten og trykker efterhånden hårdere.

Her er to eksempler på tidligere landskabstegninger. De er faktisk ikke så dårlige, men jeg synes de nyeste har mere liv

Hede (Bly på papir, A4)

Hede med højt fyrretræ (blyant på papir, A4)

______________

(English recap: Some thoughts about lines and colour, realizing (through studies of Van Gogh) that lines in drawing can essentially be seen as thin strokes of painting. (And the other way around). So to keep drawings “alive” I have tried to “doodle” the shadows rhythmically dark instead of just flattening out the dark areas.)

Det er faktisk lidt urimeligt at underlægge disse to tegninger så grundig en undersøgelse og kritik, for de er ikke lavet under gunstige omstændigheder og så vidt jeg husker, blev ingen af dem egentlig færdige, jeg blev afbrudt, jeg var utilfreds, da jeg vendte tilbage, gad ikke tegne videre, og et par uger senere (nu) har jeg så fundet dem i nogle papirer på mit skrivebord…

Egentlig er de ikke gode nok til at blive vist frem, synes jeg. Men der er nogle gode ting ved dem, og det er lidt ærgerligt, at de ting ikke kan blive vist frem.

Øjnene på det ene selvportræt sidder for tæt, men det er nogle fine øjne, se selv:

Og især det venstre øje (altså det til højre på tegningen) ligner faktisk endda mit, synes jeg:

Mund og hage er også fine:

Nu kan man så selv ved udelukkelsesmetoden regne ud, hvad der ikke fungerer i maleriet: næsen. Som ellers ikke er så slem endda, når man ser den isoleret, men som er for lang og smal, når man ser det hele samlet:

Og så er øjnene for små eller munden for stor, vælg selv.

Det allerpæneste ved tegningen er (desværre) den streg, der udgør skulderen. Den kan jeg godt lide. Det er måske lidt mærkeligt, men det er nok fordi den både er henkastet og alligevel sidder som den skal (i modsætning til resten).

I anden tegning er det igen øjnene der er fine, og denne gang knap så gnidrede, hvilket jeg jo gerne vil frem til.

Næsen er også fin – især isoleret set.

Også munden er ganske vellykket.

Og faktisk også velplaceret sammen med næsen i hagepartiet, der ses fra en lidt svær vinkel.

Men hvad er det så der ikke fungerer? Øjnene er for store.

Og jeg hader lidt, at det nederste hår ligner pels. Selvom der vel egentlig ikke er så meget forskel på hår og pels.

Til gengæld kan jeg godt lide håret om panden. Det skyldes nok igen henkastetheden, der så igen giver stregen en vis overbevisning/fasthed i kontrast til den mere gnidrede, tøvende tegnede mund og næse.

I det hele taget er det største irritationsmoment nok, at det (stadig) ikke er lettere – og hvor tydeligt man kan se på tegningerne, at jeg har svært ved det, både fordi de ikke lykkes, men også fordi de er så kluntede og søgende i stregens temperament.

__________

(English recap: details from som selfportraits (drawings), accompanied by thoughts on why they fail to satisfy.)

Så er dagen endelig kommet, hvor jeg kan præsentere noget nyt. Jeg har ellers taget mange tilløb, men haft svært ved at komme i gang efter flytning, nyt arbejde osv.

I går morges sad min datter heldigvis og så meget malerisk ud, da hun sad og læste godmorgen-historie for sine bamser, og gav mig således et motiv til i dag, hvor jeg på forhånd havde bestilt et værk hos mig selv.

Hermed:

Kunstnerens datter læser, akvarel, blæk og gouache (22,9×33,5 cm)

Papiret var lidt for stort til at være i scanneren, som jeg synes giver bedre resultater i gengivelsen af akvareller end fotos, så det er blevet beskåret: egentlig er akvarellen lidt “højere”.

Et af mine forbilleder, som man også kan se inspiration fra her, Carl Larsson, omdannede ofte sine motiver til små enkle, “vignet”-agtige tegninger, og sådan synes jeg også, at motivet her fungerer ret fint:

Kunstnerens datter læser, blæk-tegning (17,5×17,5 cm)

Min datters holdning i de to “værker” er ret forskellig, men jeg synes faktisk, at begge fungerer, så det snakker vi ikke mere om

________________

(English recap: In this post, I present a new watercolour and ink drawing depicting my daughter reading.)

I går aftes var jeg til croquistegning på Huset i Aalborg. Jeg præsenterer her hele min høst af 23 blyanttegninger. Næste gang tror jeg, jeg vil tvinge mig selv ud i blæk eller akvarel. Jeg synes, jeg tager mig selv i at blive lidt klichéagtigt doven i nogle af mine streger.

1 minut: (med hb-blyant)

(her er min egen yndlings nr. 1, hvor en “krølle” nærmest udgør hovedet, desuden kan jeg godt lide nr. 6 (2. række i midten) og den allersidste)

3 minutter (skitseret med hb og tegnet op med 6b)

alle disse er faktisk ret ok, som man kan se fik jeg tid til at finde den blødere, mørke blyant frem, og også til at lave lidt skygger. Der er dog heller ikke nogen af dem, som jeg synes er vildt gode.

5 minutter (hb + 6b og tegnestub)

Nr. 1 havde været rasende god, hvis jeg havde forkortet midjen med ca. en cm. Overkrop og underkrop hver for sig er helt rigtige. Det er nok den første liggende stilling (nederst til venstre), der er mest vellykket. Den anden liggende stilling ser ret absurd ud, men egentlig nok ret vellignende fra den vinkel, jeg havde. Hun lå hen over en skammel. Måske skulle man have tegnet den med, men på den anden side ligner det uden den, at hun er blevet kastet bagover, og det er egentlig lidt fedt.

10 minutter (hb + 6b + tegnestub)

Her er den første min favorit, men tæerne nederst til højre er nu også fine.

20 minutter

Den er okay, men egentlig lidt kedelig og gnidret at se på. Det er især ved denne langvarige stilling, jeg tænker, at akvarel kunne være en god udfordring.

______________

(English recap: In this post I present my latest croquis drawings)

Så fik jeg slæbt mig til croquis igen, eller, faktisk var det ikke så svært endda at cykle en tur ind til Huset i Hasserisgade i den smukke sommeraften

Denne gang blev det, som besluttet sidste gang, kun blæk og akvarel. Normalt skitserer jeg først figuren med løs hånd med en hb-blyant og tegner derefter kraftigt op med en blød blyant. Det kan man selvsagt ikke på samme måde med blækpen. Jeg havde regnet med, at det ville give mere spontanitet, men faktisk blev i al fald de hurtige tegninger nærmest mere formulariske, synes jeg, fordi der netop ikke var “en chance” mere. Det er som om figurerne bliver lidt upersonlige – måske nogen bare vil kalde det grafisk?

1 minut:

Det kan i al fald noget. Nr. 1, 4, 5 og 6 er måske noget af det bedste, jeg havde med hjem denne gang. Jeg ville gerne have en lidt mere “følende” streg, ligesom Schiele, men jeg er åbenbart for beslutsom, eller noget.

Jeg har ikke før lagt mærke til det, men jeg tror, jeg er bedst til siddende stillinger – det er ligesom lettere at få alle dele til at hænge sammen, hvorimod de stående stillinger (og også en del liggende) bliver svære at holde styr på – det kan man f.eks se herunder, hvor jeg på det midterste 3 minutters stort set kun har fået en lidt skuffende torso med… 1 og 3 herunder er selvsagt de bedste i mine øjne.

3 minutter:

Også herunder ses manglende arme på en stående figur. Tsk. Til gengæld kom der lidt farve på, da jeg fik 5. minutter.

5 minutter:

Jeg ved egentlig ikke, om det lykkedes med akvarellen – men hvor var det fedt at arbejde med farver!

10 minutter:

Okay, jeg anerkender, at det på 20 minutter nok blev lidt over-bearbejdet. Men som sagt: faktisk var den store succes for mig nok, at jeg virkeligt nød at arbejde mere eksperimentelt med farverne.

20 minutter

Hvis man gerne vil se nogle af tegningerne/akvarellerne større, kan man trykke på dem, så får man dem vist en og en i et “galleri”, hvor man kan trykke frem og tilbage mellem de andre i samme “gruppe”.

____________________

(English recap: In this post, I present the “harvest” of last night’s croquis at Huset i Hasserisgade, Aalborg, Denmark. Normally I use pencils, this time I had restricted myself to only using a black pen and water colour. The pen gave the drawings a very different, perhaps a bit “impersonal” (some might call it graphic?) look. It was really nice to experiment with the colours.)

For et par uger siden var der sidste omgang croquis på huset i Hasserisgade dette semester. Jeg var kommet af sted lidt uforberedt. Jeg havde ikke akvarelpapir med som planlagt, og havde knap nok almindelig papir med.

Jeg lagde ud med blæk og afsluttede med blyant, fordi jeg synes, det gik ret dårligt. Jeg synes ikke, det blev så meget bedre af at skifte medie. Alt i alt synes jeg faktisk ikke, det helt lever op til mit vanlige niveau. Men jeg tror stadig, at øvelsen er noget værd. Her er i al fald alt, hvad der kom ud af det.

1 minut

Her er figurerne i 1, 2 og 5 nok bedst, men der er noget fedt ved den sidste figur, som på grund af rettelsen virker som om den er set fra flere vinkler, eller som om figuren er i bevægelse.

3 minutter

Her synes jeg faktisk de alle sammen er ret mislykkede. Stillingen i nr. 4 var virkeligt flot, men jeg fik ikke plads nok til armene.

5 minutter

Her er  3 og 5 bedst, synes jeg, og jeg er faktisk rigtigt fornøjet med den “krølle”, der ligesom udgør hovedet på nr. 5.

10 minutter

Jeg synes faktisk at antydningen af hænder og fingre i disse tegninger er fin.

20 minutter

EPSON MFP image

Her brugte jeg til allersidst lidt rødt og gult farvekridt men uden den store succes, for det blev egentlig bare mere gråt og gnidret af det. Når det er sagt, så synes jeg faktisk skyggerne er lagt fint til at definere kroppens form, på trods af det ret lille format jeg arbejdede i (pga. mangel på papir).

___________________

(Recap in English: In this post I present the results of the last round of croquis this semester)

Jeg har egentlig længe haft den idé, at jeg ville lave en føljeton om blomster. Både i anledning af, at jeg nu har en have, blomsterne kan gro i, og i anledning af min evige glæde ved blomster.

Nu har jeg så fået taget hul på traditionen, også i dén grad, for denne uge greb det om sig. Det startede sidste fredag med en klassisk pennetegning og en tøvende akvarel af en lathyrus/ærteblomst.

I bund og grund noget jeg har gjort så mange gange før, tænkte jeg, og manglede lidt et mål. Jeg besluttede mig for at prøve at “designe” nogle motiver helt tæt på blomsterne, som monumentale, organiske figurer mod en flad baggrund. En effektiv teknik til det formål er at beskære motivet, indtil det centrale i motivet ikke blot indrammes af kanten på maleriet, men også beskæres af det. Så bliver baggrunden ligesom også selv til figurer, “skåret ud” af blomstens farver.

Egentlig var det meningen, at de skulle males i olie, men fordi jeg havde lidt for mange udgaver af motivet, så efterprøvede jeg dem i akvarel på ca. C5-størrelse kraftigt papir. Jeg tror, de ville gøre sig godt som kortmotiver/unika-kort.

En af mine udfordringer her er at finde den rigtige farve til baggrunden, og senere kunne jeg godt finde på simpelthen at klippe motiverne ud og prøve at sætte det på 100 forskellige farver papir for at prøve mig frem til, hvad der fungerer. Det er noget af dét med den helt rigtige baggrundsfarve, jeg synes, Van Gogh er så god til med sine stillebener, og Mucha med sine jugendstilsplakater. Men dét forsøg må få sit eget indlæg – denne “Ugens blomst” har allerede grebet om sig i så mange forskellige retninger!

Disse små akvareller malede jeg, mens min datter også malede akvarel ved siden af mig. Hun bad mig om at tegne sådan nogle til hende, som hun så kunne male på. Det gik op for mig, at jeg egentlig gør den slags alt for lidt for hende, og ideen opstod; at lave en serie stregtegninger i forbindelse med denne føljeton af sommerblomster, som kan bruges i en malebog, jeg vil få trykt til hendes fødselsdag. Den første tegning jeg lavede har jeg udvalgt til formålet. Men derudover synes jeg, også at det nære perspektiv kunne inspirere til farvegivning og tegnede derfor to udgaver uden farver:

Og har også forsøgsvist designet en “paint by numbers”-udgave

Til sidst fik jeg så også prøvet de store forenklede nærperspektiv-motiver i olie, det ene meget lille, ca. A4 på lærred, det andet 30×40 på træ. Her er baggrundsfarven igen en udfordring, særligt på den lilla. Derudover var det svært at blande klare lilla farver, fordi den ellers så knaldrøde vermilion/zinnober-rød, jeg bruger, åbenbart alligevel er for varm i farven til det.

Det var ugens blomst: Lathyrus/ærteblomst.

___________

(English recap: In this post, I present the flower of the week (a new concept on this blog during the summer – each week I will paint and/or draw a new flower from my garden): Sweet peas.)

Denne uges blomst er kaprifolium, en klatrende blomst jeg har holdt af, siden jeg var barn. Den har ofte skabt hele oceaner af duft og lysende farver i mine forældres skov. I år er planten dog noget ramt af tørken. Men denne lidt forkvaklede udgaves næsten-symmetriske mønster tiltalte mig alligevel:

Som man kan se, har jeg desuden igen arbejdet med forenkling og stilisering, også i forhold til en geometrisk indramning, der overlappes af eller “skærer” i motivet.

Med akvarelfarve forsøgte jeg at undgå en sort kontur ved i stedet at lade blomsten stå i hvid “silhuet” mod en mørk baggrund:

Og desuden lavede jeg tre klassiske blomsterstudier i akvarel og blæk:

Og sidst men ikke mindst forsøgte jeg at forenkle en blomst, indtil jeg kunne lave nogle få punkter, man kunne male efter, for måske at kunne putte sådan en i den malebog, jeg vil producere til min datter:

Det var sværere end forventet. Den første udgave var over 100 punkter, den næste over 80, og denne, som stadig bør forbedres noget er på 66. Det er nok, fordi jeg bør bruge et andet, enklere motiv, men det er fint at have prøvet.

Det var ugens blomst: kaprifolium.

__________

(English recap: In this post, I present some drawings and watercolours depicting honeysuckles.)

Jeg havde egentlig en aftale med mig selv om, at der skulle komme mindst ét andet indlæg ind i mellem disse “afsnit” af føljetonen Ugens blomst. Men den seneste uge har jeg først og fremmest malet otte sorte brædder til et udhus-tag og en svenskrød havelåge. Og det egner sig bare ikke umiddelbart til et indlæg her. Jeg har længe arbejdet på endnu et kunsthistorisk indlæg om barokken, men det er ikke færdigt. Derfor kommer her ugens blomst: gederams, latinsk navn: Chamerion augustifolium.

Det er en plante, de fleste ser på som ukrudt. Jeg dyrker mine få eksemplarer bag garagen, hvor ingen på vejen kan se dem Det er nemlig en plante, jeg altid har syntes rigtigt godt om.

Her er først en klassisk blomsterstudie i sort-hvid blæktegning.

Dernæst har jeg igen arbejdet med diverse forenklinger, beskæringer og geometriske indramninger.

Og videre med farver på (akvarel):

Her til aften bevægede jeg mig så ud på et skråplan: jeg åbnede mine nye værker i et paint-program på computeren og prøvede baggrundsfarver af, her er et lille udvalg:

Jeg skal lige sunde mig. Jeg er ikke sikker på, jeg helt bifalder det, men det var altså bare en nem måde at prøve forskellige baggrundsfarver af, også med bitte små nuanceforskelle.

____________

(English recap: this week I have drawn and painted the flower fireweed. I also toyed with background colours for the paintings on my computer, not really sure I condone such a procedure…)

Denne uges blomst er nerie. Det er faktisk en giftig plante, men da jeg opdagede sidste sommer, at den liguster, mange af os har som hæk, faktisk også er giftig, købte jeg alligevel en – men den er under opsyn

Den minder mig nemlig så velsignet om rejser i middelhavslandene. En lyserød nerie mod en blå himmel forbinder jeg med en ubekymret, afslappet, varm tilstand. Her er min lille serie med nerie fra den forgangne uge, både de første blomsterstudier og stiliseret og bearbejdet til en malebog.

Bemærk at skyggerne i nr. 6 (3. række til højre) overlapper rammen ligesom de umiddelbart mere håndgribelige blomster, hvilket giver en mærkelig fornemmelse af, at også de er rørbare objekter klippet ud i grålilla pap. Jeg ved ikke, om jeg bryder mig om det, men det skulle prøves. Den gule baggrund i nr. 8 (4. række til højre) er ikke helt så karryagtig i virkeligheden som her på reproduktionen – den er mere orange, hvilket klæder den bedre.

_______________

(English recap: This week I have been studying the poisonous flower nerium in drawings and paintings, and in this post I present the result.)

Jeg har ofte med undren og ærefrygt set de breve, de store kunstnere (jeg husker P. S. Krøyer f.eks.) sendte hjem til deres mæcener, hvor de med blækpennen hurtigt kradsede en lille skitse ned, af hvad de arbejdede med for tiden. Én ting er at være så heldig at få lavet et mesterværk, men så nonchalant at kunne fremmane det med lidt blækklatter, må være mere end held – selvtillid, og dygtighed til at have den i.

Jeg har ikke nogen mæcen (heldigvis? måske, måske ikke) og jeg føler heller ikke rigtigt jeg er så selvsikker eller dygtig, at sammenligningen helt giver mening. Men jeg føler faktisk, at jeg nu har et så godt greb om motiver og hvad jeg vil med dem, at jeg kan rapportere på en lignende måde, hvad jeg arbejder med lige nu. Skitserne tog ca. en time til sammen at lave og repræsenterer nogle af de “projekter” ,jeg har kørende – mere eller mindre begyndt og færdiggjort.

Jeg skrev i løbet af sømmeren, at jeg havde brugt tiden på at male en røde låge, men at den kunne jo ikke komme på bloggen. Men det kan den godt – nu vil jeg male den igen

Allerede i aften kommer næste afsnit i føljetonen “Ugens Blomst”

Spansk gade. Jeg har nogle virkeligt fine billeder fra en tur til Spanien fra mange år siden. Nu har jeg malet et par olieskitser, som bare lige mangler det sidste lag, før de kan blive præsenteret.

Jeg vil gerne lave en lille serie om smukke danske byer. I sidste uge besøgte jeg Mariager, som jeg gerne vil dokumentere gennem forskellige malerier.

Jeg har snart i et halvt år studeret, læst og noteret og tegnet barok til et snakke-nørde-indlæg til min meget langtrukne kunsthistoriske føljeton.

Den seneste uge har jeg været syg, og jeg har derfor ikke nået alt det jeg ville. Så føles det faktisk lidt som et plaster på såret at få “indtaget” nogle af motiverne på denne måde. Haps!

_________

(English recap: In this post I report on some of the many projects I am working on at the moment in a couple of quickly done drawings.)

Denne uges blomst er fuchsia, nærmere bestemt en vinterhårdfør busk-fuchsia, som jeg har købt denne sommer, og som jeg synes særligt godt om, fordi den faktisk kan overleve uden helt så meget besvær. Desuden er dens blomster langstrakte og ligner dermed endnu mere dråber, der falder end fuchsia altid gør og hvilket gør fuchsia til en meget dekorativ blomst, eventuelt med en lidt dekadent tendens.

Jeg synes blomsten var svær at forenkle, fordi det netop er dens intrikat-hed, der også gør den interessant og effektfuld at se på. I mit arbejde fandt jeg ud af, at for mig virkede det mest oplagt at accentuere det “fald”, der er i de hængende blomsterhoveder i format og beskæring:

Desuden synes jeg, den fungerer rigtigt fint som “hjørnedesign” som her:

Det er da lige til et brevpapir!

___________

(English recap: In this post I present drawings and paintings depicting the flower fuchsia. In my opinion, it has a form that lends itself easily and effectively to decorative uses.)

Ugens blomst er den prangende solsikke.

______

(English recap: in this post I present my drawings and watercolours of a sunflower.)

Intro

Barok er både en stil og en epoke, og det er naturligvis noget rod. For at det ikke skal være løgn har nogle kunsthistorikere gennem tiden endda anset den for at være en konstant virkende kaos-drift i kunsten, der står modstillet en anden konstant drift mod orden: klassicismen. Denne forestilling giver god mening overordnet set, men gør det meget svært at arbejde med klassificering af kunst i praksis, da barokken i praksis f.eks. ikke kun er barok, men også i høj grad klassicistisk. Jeg har sagt det: det er noget rod.

Men der findes altså noget kunst, vi kalder barok frem for noget andet.

Der findes en periode, der kaldes barok, som varer fra ca. 1600- ca. 1775. Denne periode rummer naturligvis mere eller mindre “typisk” barok. Det typiske ved perioden og den kunst, vi derfor synes er typisk for tiden, er kontrasterne: livsnydelse og pragt kontra askese og memento mori. “Barok” blev oprindeligt brugt nedsættende, som ”bizart”. Selvom den fik sin egen epoke sås den længe som en ”forvildelse”.

Kunsten havde en dobbeltrolle i barokken. Den skulle imponere og forblænde og så skulle den propagandere og formidle ideologisk indhold – den katolske kirkes overlegenhed i modreformationen eller det absolutte monarkis dejlighed under enevælden. Men klassicisme kan altså være ganske effektfuldt i store proportioner eller ført ud i det ekstreme, og således er der intet, der forhindrer de to tilsyneladende “modpoler” i at mødes i epoken eller stilarten barok, i forskellige kombinationer. Louis den XIVs vilde havefester var udladninger af drifter, men også underlagt en streng koreografi, ligesom operasangerne var strengt opdrættet og trænet som dressurheste for at kunne synge grænseoverskridende, ud-af-denne-verden arier.

Derfor er det nok også vigtigt at kalde den klassicisme, der gjorde en ende på barokken for “neoklassicisme” eller “nyklassicisme”. Den adskilte sig fra barokken ved at rense ud i det barokke, voldsomme udtryk og tilføre en nøjsomhed, som barokken nok næsten som det eneste ikke kan defineres ved. De klassiske tendenser var også en del i barokken.

Og så har jeg ikke engang nævnt rokokoen. Hvilket jeg desværre er nødt til. Jeg har taget rokokoen med ind under barokken, og det kunne man godt have ladet være med, for den har et andet udtryk end barokken. Epokemæssigt er rokokoen bare aldrig helt blevet sin egen, måske fordi bruddet synes større mellem barokke tendenser og klassicistiske tendenser sidst i 1700-tallet. Tidsmæssigt er barokken den stærkeste strømning i 1600-tallet og rokokoen stærkest i 1700-tallet, men det er ikke alle steder rokokoen slår igennem, og den kommer kun til udtryk som arkitektur i Tyskland og Østrig, og ellers mest i interiør. Overordnet sagt er barokkens udtryk symmetrisk, rokokoens udtryk er asymmetrisk, men med elegant, kontrapunktisk ligevægt mellem kurver og modkurver på hver side af midteraksen.

Alle tegninger og malerier i indlægget er mine fortolkninger af de gamle værker.

1. Italiensk barok

De fleste vil nok være enige om og i, at de første impulser til barokken kom fra Italien, nærmere bestemt Rom. Efter reformationen i Nordeuropa fulgte den katolske kirke op med modreformationen – og så fik den hele armen med udtryk i kunsten, der skulle samle og propagandere.

Paverne var naturligvis helt med på ideen om, at Rom igen skulle synes kejserlig i sin vælde. I forbindelse med italiensk barok bør man kende navnene Gian Lorenzo Bernini (1598-1680) og Francesco Borromini (1599-1667), begge arkitekter.

Bernini står for den mest klassicistiske tendens af de to. Bogen “Baroque and Rococo” beskriver hans udtryk som: “Power in repose”.

Bernini, Santa Bibiana, Rom (1624-26)

Borromini udfordrede denne hvile med en mere dramatisk stil. I hans arkitektur bølger murene i en vekslen mellem konkav og konveks. Jeg kan godt lide Borrominis barok.

Borromini: Sant’ Ivo della Sapienza, Rom (1642-44)

Kuplen set indefra

Borromini: San Carlo alle Quattro Fontane, Rom (1664-67)

Her er yderligere eksempler på italiensk barok arkitektur, som jeg synes med al tydelighed viser, at det klassicistiske ikke er udelukket fra barok æstetik, men blot udfordres med volutter, brudte gavle og buer.

Martino Longhi den Yngre: San Vincenzo ed Anastasio, Rom (1646-50)

Pietro da Cortona: Santa Maria della Pace, Rom (1656-57)

Bernini var også skulptør. Hans statuer er i ægte modreformatorisk ånd forførende, grænsende til det ukyske. Det ville kræve længere tid (for mig i al fald), end jeg har afsat at gengive det troværdigt.

Bernini: Den salige Ludovica Abertoni (1671-74)

Det afgørende anderledes ved den barokke skulptur i forhold til renæssanceskulptur, er at den drager beskueren med sig ind i handlingen, øjeblikket.

Manuel Pereira: Den hellige Bruno (1630)

Camillo Rusconi: Apostlen Matthæus (1708-18)

Hvad angår maleri var der to afgørende strømninger i barokken, der begyndte i Italien omkring 1600: det dekorative, lyse, livlige maleri som f.eks. ses i loftsmalerier og som udvikledes til det yderste i rokokoen, og den udforskning af menneskeligt drama, som Caravaggio satte i gang med sine dramatiske værker, hvor figurerne vokser ud af mørket i stærk chiaroscuro helt presset op mod beskuerens rum,

Caravaggio: Narcissus (1597-99)

2. Fransk barok og rokoko

Frankrig er det andet store centrum for barok. Det var det mest magtfulde land i 1600-tallet og magten var centreret omkring kongen. Dette udtryktes som bekendt i Versailles, hor Solkongen, Louis XIV, holdt hof fra 1661.

Fransk barok tempereres af en stærkere klassicistisk strømning. Faktisk synes jeg, det er svært at se de store franske malere Lorraine og Poussin som rigtigt barokke, fordi deres malerier er så klassicistiske uden chiaroscuro-virkninger. Men måske er det bare en undskyldning, fordi jeg ikke synes, de var spændende nok at tegne/male efter. Nu er de  da nævnt. De boede faktiske begge i Rom.

Louis le Vau: Vaux-le-Vicomte (1612-70)

Herover kan man se et vigtigt fransk bidrag til barokken: barokhaven. Symmetrisk strålende ud fra slottet i guddommelig orden. Som modsætning hertil kom i løbet af 1700-tallet den engelske have, der var en eventyrlig have med snoede stier, ruin-attrapper og med romantisk naturlighed som forbillede.

I løbet af 1700-tallet blev det bedre borgerskab i Paris forbilledet fremfor hoffet. Det intime og mindre stift repræsentative blev moderne. Det kan ses i malerkunsten, hvor Francois Boucher (1703-1770)og Jean-Honoré Fragonard (1732-1806), som jeg tidligere har kopieret, malede dekorative, forfinede, men tungt erotisk ladede scener med løs, henkastet, nærmest impressionistisk hånd. Mine skitser af Boucher og Fragonard er fra 2006 (!):

Boucher:

Fragonard:

Hovedet af den gamle mand af Fragonard har jeg senere kopieret i olie, som man kan se her.

3. Centraleuropæisk barok og rokoko

Nederlandenes bidrag ligger især indenfor maleriet. Vi kender Rembrandt van Rijn (1606-1669), som det for mig ikke giver så stor mening at kopiere i andet end olie, og som kræver et større studie. Jeg har en bog, der handler om hans teknik – måske kommer der et særskilt indlæg herom. Peter Paul Rubens (1577-1640) kender de fleste nok også. Egentlig var hans stil noget med en masse tykke mænd og damer, der vælter rundt i overdådig, pastelfarvet idyl. Forfatterne synes, han er fantastisk. Jeg kan bedst lide det afdæmpede portræt af ham selv og hans udkårne, som jeg har skitseret her.

Peter Paul Rubens: Rubens og Isabella Brant i løvhytten (s. 1609/10)

Og jeg kan godt lide at læse om ham, fordi alting lykkedes for ham, modsat Rembrandt, der døde alene og fattig. I Nederlandene var kunstmarkedet frit og liberalt. Kunstnerne specialiserede sig i forskellige smågenrer: landskaber, stillebener, portrætter, genremalerier, etc., og solgte så af deres værker.

Philips Koninck: Hollandsk landskab med udsigt fra klitterne ud over det åbne land (1664)

Tyskland og Østrig var ikke rigtigt med på barokken i starten af 1600-tallet. De havde travlt med krige. Men sidst i 1600-tallet og i 1700-tallet kom de efter det. Frankrig strålede sin barokke klassicisme ud til Østrig og Tyskland, hvor fyrsterne gerne ville se sig selv som Solkongen.

Hildebrandt: havefacade af Nedre Belvedere (1713-16)

I Tyskland drejede man mod rokoko, hvor en klassicistisk arkitektur holder sammen på de ellers mere løst svungne linjer og med loftet helt opløst i malet himmel og susende engle-gevandter.

Peter Thumb: St. Gallen, klosterbibliotek (1766)

Neumann: Klosterkirken Neresheim (1745-92)

Outro

Pyha. Jeg har prøvet at guide igennem det sammensurium som den barokke periode og den barokke stil er. Det korte af det lange er nok, at på en klassicistisk basis, tillod man i denne periode og i den stil, det afstedkom, bare lidt mere lir end i både renæssancen og i nyklassicismen. Jeg synes sådan et lille pusterum for dramatiske sjæle er helt ok.

Først skal jeg bringe en undskyldning til de mange, der åndeløst tjekkede ind ved midnat sidste søndag for at se, om dog ugens blomst ikke var kommet endnu, før ugen randt ud: men nej, sidste uges blomst blev forsinket og er nu denne uges blomst: Hybenrosen.

Min egen have har ikke mange flere blomster at byde på i år, så i stedet gik jeg en tur af Viaduktvej og fandt årets sidste hyben. Egentlig et forhadt plante, for den er vist nærmest invasiv i Danmark. Men langs Viaduktvej pynter den og skjuler alt det plastik vejens brugere smider langs den, fy!

I den sidste version med farver herover synes jeg faktisk, den er lige til at smide på et gammeldags let guldnet tapet i nogle skrå rækker

Versionen herunder med tæt indramning og beskæring synes oplagt til glasmosaik, synes jeg.

Jeg malede også et par stykker af selve rosen i close-up, men jeg synes ikke, den er særligt interessant sådan, uden de grønne blade:

Flere af tegningerne synes også oplagt til sådan nogle børnetatoveringer, der sætter på med vand:

Blomstens farver er meget enkle: En saftig, varm lysegrøn, en mørke(flaske)grøn, en kold lyserød og en lidt varmere mørkerød. Det ville være oplagt at lave en paint-by-numbers-udgave til den malebog, jeg påtænker at lave til min datters fødselsdag.

____________

(English recap: In this post I present some drawings and paintings of the flower rosa rugosa done in the past week.)

Den store finale er kommet. Sidste afsnit i føljetonen. Desværre er ugens blomst denne gang nærmest ufrivillig fra min side. Min have har spyttet noget ud, jeg ikke selv havde regnet med: en knaldgul gladiolus (tror jeg nok – jeg har jo ikke selv plantet den). Jeg synes, den er virkeligt svær at gøre dekorativ, så den var i det mindste en værdig modstander i mit forsøg på at bearbejde den til ornament.

I sort-hvid:

Og i farver:

Tak for kampen, gule gladiolus, og tak for sommeren, have Ps. Blomster kan stadig forekomme nu og da, selvom serien er ovre.

_______________

(In this post I present the last drawings and watercolours in my series of 10 flower studies.)

Da jeg besøgte Ribe her i sommerferien, gik det endnu engang op for mig, hvor fantastisk fin byen er, men da jeg havde børn rendende om benene, fik jeg ikke taget nogen billeder at tegne eller male efter. Det fik mig dog til at tænke på andre fine byer i Danmark, og da jeg havde god tid i augus,t besøgte jeg Mariager og Skagen for at tage fotografier til at bruge som forlæg – Ribes tur må komme senere.

Jeg synes, Mariager er meget malerisk. Den ligger smukt mellem skovbeklædte højder ned mod fjorden. Men da jeg forsøgte at male byen i olie, synes jeg ikke rigtigt, det duede for mig.

Gule huse nær kirken

(olie på lærred, 40×30)

Fra biblioteket mod Rådhuset i Mariager

(olie på lærred, 50×40)

Da jeg forsøgte mig med en udsigt fra kirken, hvor man fornemmer byens placering begyndte oliemaleriet (som det udføres af mig) at give mere mening. Men her er det jo også netop byens beliggenhed, der ses, mere end det er byens huse. Bemærk også det afsvedne græs i forgrunden – så behøver man vist ikke datere maleriet nærmere…

Udsigt fra kirken, Mariager

(olie på lærred, 40×60)

Jeg mente helt klart, at byens gule og hvide mure og den blå himmel måtte skulle gengives i farver, så jeg prøvede videre i akvarel.

Gavle, Mariager

(blæk, akvarel og gouache, 28×20)

Gult hus nær kirken

(blæk, akvarel og gouache, 28×20)

Det første forsøg (Gavle, Mariager) gik okay, syntes jeg, men ikke nok til, at jeg følte, at jeg nu havde skummet fløden af Mariager. Så fandt jeg et forlæg, der egentlig ikke tiltalte mig i farverne, men hvor en takket skygge faldt skarpt gennem gaden, og dén skarpe linje fik mig til at tegne det. Og så fandt jeg noget, der fungerede for mig. Faktisk tror jeg, det er en (for mig) helt ny tegnemåde, jeg har tildraget mig på den måde. En teknik som virkelig fungerer fint for mig.

Alle motiverne er fra Mariagers gader, og er i sort blæk på A4-størrelse papir. (klik på dem for at se dem store)

_____________________

(English recap: In this post I present paintings and drawings inspired by the Danish village Mariager.)

Her er lidt om, hvad jeg går og sysler med dette efterår.

1. Bargues tegnekursus

For nogle år siden læste jeg en bog om Van Goghs teknik. Jeg har altid tænkt, at han nok var ilter, utålmodig og uden selv-disciplin, men han underkastede sig i sin ungdom selv en ret streng skole. Han tegnede sig bl.a. gennem et klassisk tegnekursus af Charles Bargue og Jean-Léon Jerome fra slutningen af 1860’erne – to gange.

Jeg blev under læsningen af bogen ret optaget af, hvorledes Van Gogh formåede at tegne med samme plastik og rytmik, som han har i sine malerier og som mange nok vil se som modsætning til al klassisk tegneskole-stil, så jeg tænkte (og tænker) at en lignende gennemførsel af tegnekurset vil give mening.

Så det er jeg i gang med. Jeg har det imidlertid med at synes, at de halvfærdige studier, hvor motivet og skyggelinjer står skåret ud med nogle enkelte streger, kan noget. Her har jeg skitseret, hvorledes f.eks. en hånd og en fod kan se ud på dette stadie.

2. Skagen

I August besøgte jeg Skagen for at samle motiver til en bearbejdning af byen i tegninger og malerier. Det overraskede mig med Mariager, at det var den sort-hvide stregtegning, der passede mig bedst der, og jeg håber, og kan næsten ikke tro andet end, at farverne vil spille en større rolle i mine tegninger og malerier fra Skagen, men her er en stregtegning af et motiv fra byen.

3. Udsigt fra Lindholm fjordpark mod Egholm

Jeg er begyndt at løbe igen, og i den forbindelse leder min rute ud til “Verden Ende” (en sådan ligger i Lindholm fjordpark) mig forbi et vue over mod Egholm, øen i Limfjorden. På denne dag i starten af September var vuet pyntet med buske med røde hyben i forgrunden. Jeg vil forsøge at lege lidt med beskæring og komposition og dette er et forsøg udi det aflange format med høj, høj horisont.  Jeg tror egentlig det ville virke bedre i sort-hvid som tegning med blæk-“flader” frem for skravering, men nu blev det lige stregtegning her.

Jeg har indtil videre ikke haft meget held med motivets farver i mine oliemaleri-forsøg med motivet, hvilket er kommet bag på mig, for jeg synes motivet er så oplagt og lækkert – så jeg har tænkt mig at fortsætte arbejdet.

4. Kunsthistorie

Derudover er jeg ved at forberede mig på at studere den næste periode i kunsthistorien. Problemet er, at slutningen af 1700-tallet til midt-1800-tallet er svært at kalde noget bestemt. Jo, det er nok mest romanticisme, men klassicismen er bare også ret fremtrædende, og den lader sig kun nødig føje ind under etiketten “romanticisme”, som den ellers gjorde så nogenlunde ved “Barokken”. Den bog, jeg har om emnet indtil videre hedder “Romanticism and Classicism” og bekræfter således både, at de hører sammen, men også, at de bør adskilles under hver sin titel…

Outro

Hvad angår punkterne på sidste afsnit om mine projekter i august, har jeg fået afsluttet de fleste – også her på bloggen. Jeg fik dog ikke vist mit arbejde med at gengive den røde låge og det hvide stakit – begge praktiske maleprojekter, jeg har fuldført denne sommer. Den bedste akvarel fra det projekt

Er for stor til at komme i min scanner og det har nu af flere omgange været mig umuligt at få et ordentligt foto. Men hermed er det projekt altså også afsluttet indtil videre, og så vil jeg vende blikket mod Bargue, Skagen og Egholm. En god udsigt

_______________

(English recap: this post is an update on some of my new projects this fall. I am studying Bargue’s Drawing Course from the 1860s because Van Gogh did when he was young, I am going to work with some motives from beautiful Skagen (Danish village), and hopefully do some large oil colours depicting the view from the Northern shore of Limfjorden looking towards the island Egholm, moreover I want to study Romanticism or/and Neoclassicism and cannot decide whether I should study them together or separately, and if together, how.)

For nogle år siden læste jeg en bog om Van Goghs teknik. Jeg har altid tænkt, at han nok var ilter, utålmodig og uden selv-disciplin, men han underkastede sig i sin ungdom selv en ret streng skole. Han tegnede sig bl.a. gennem et klassisk tegnekursus af Charles Bargue og Jean-Léon Jerome fra slutningen af 1860’erne – to gange.

Jeg blev under læsningen af bogen ret optaget af, hvorledes Van Gogh formåede at tegne med samme plastik og rytmik, som han har i sine malerier og som mange nok vil se som modsætning til al klassisk tegneskole-stil, så jeg tænkte, at en lignende gennemførsel af tegnekurset vil give mening.

Her er mine studier af den første halvdel af første del af bogen: gengivelse af gipsafstøbninger. Alle studier er i kul, som ikke er mit stærkeste medie. Faktisk anbefaledes det i introduktionen at vælge blyant, hvis man ikke var helt fortrolig med kul-mediet. Men jeg øjnede altså muligheden for at slå to fluer med et smæk, og tænkte, at jeg da ligeså godt kunne få øvet lidt kultegning samtidig. Det var svært. Men her er forsøget.

Planche I, 1: Øjne

Planche I, 2: Munde

Planche I, 3: Næser

Planche I, 4: Ører

Planche I, 5-10: Fødder

Planche I, 11-16: Hænder

Planche I, 17-24: Arme

Planche I, 25-30: Ben

________________________

(English recap: I have just finished the first part of Bargue’s Drawing Course, which one of my idols, Van Gogh, also worked with. These are my results.)

I går var jeg til croquis for første gang i meget lang tid. Der er mig bekendt ikke andre steder at tegne croquis i Aalborg end på huset tirsdag og søndag – udover selvfølgelig som gimmick til en eller anden herrepolterabend, men det er så sjældent jeg kommer med dér – så jeg har faktisk været lidt nervøs at denne sidste bastion skulle falde, og croquis ville “uddø” her i Aalborg, mens (eller fordi!?) jeg deltager alt for sporadisk. Den bekymring blev gjort til skamme igår, hvor salen på huset var fyldt med tegnere i alle aldre. Det er godt at vide, at gryden holdes i kog, også selvom jeg af og til måtte strække hals for at få glimt af modellens fødder fra min yderlige placering.

Her er “highlights” fra min “høst” fra igår. For første gang har jeg “færdiggjort” de hurtigste tegninger i pausen. På et minut når jeg blot en hurtig skitse med hb, og det vil jeg egentlig ikke ændre på, men jeg synes en optegning af stregerne med blød blyant bekommer mange af dem vel.

1 minut (tegnet op med blød blyant i pausen)

Det er netop dette jeg kan nå, mens modellen stadig står, ved de 3 minutter, og det er netop ved denne tidslængde, jeg synes, jeg opnår de bedste resultater:

3 minutter

Ved de fem minutter synes jeg, mine tegninger bliver rodede og snuskede. Der var i al fald ikke nogle af dem på fem minutter, jeg synes var værd at tage med her. De er ikke alarmerende, bare kedelige og ubeslutsomme. Næste gang vil jeg tage akvarel eller blæk med til de længere stillinger. Som man kan se ved disse to tegninger fra en 10-minutters-stilling og en på 15, så er der måske lidt mere præcision i kropskarakteristikken, men det er ikke soleklart, hvad den ekstra tid har bidraget med.

10 og 15 minutter:

15 minutter

____________

(English recap: last night I attended croquis for the first time in a very long time. In this post I present the “highlights” of my drawings.)