Hermed offentliggøres en lille serie tegninger/akvareller af brugmansia eller trompetblomster, et navn som efter min mening ikke kun er oplagt men også det helt rigtige til blomsten.
Blyant (A4)
Akvarel og blæk (20×26)
Akvarel og blæk (22×29)
(English recap: A little series of 2 drawings and 2 watercolours depicting Brugmansia/Angel’s trumpet. I think the last name most proper. Sizes in centimetres.)
Hermed resultatet af min datters middagslur søndag den 1. marts: nogle tegninger og en akvarel med nøgne damer. Jeg kan bedst lide 1, 4, 6 og 8. 
(English recap: The results of the long nap my baby daughter took Sunday, March the 1st: Some drawings and a watercolour of female nudes.)
Seneste croquis-høst. Jeg havde ret svært ved at fordybe mig, fordi jeg har haft et par mislykkede ture i atelieret de sidste par uger (altså, jeg nåede frem ganske vist men resultaterne var sølle forsøg på malerier) men heldigvis lykkedes det til sidst, så jeg er (næsten) ligeglad med resultatet…
2 minutter:
3 minutter:
4 minutter
5 minutter
10, 12 og 15 minutter (nøj nogle lede vinkler på de to sidste. Jeg synes resultatet er troværdigt, men ikke pænt)
Jeg kan bedst lide den første 4 minutters.
____
(English recap: the results of my latest attempt at croquis.)
Så skete det alligevel, at maj måned gik uden et eneste indlæg her på bloggen. Og som jeg tidligere har nævnt, har jeg faktisk en uskreven regel for mig selv om, at det ikke må ske. Men her er jeg så endelig igen med et helt nyt koncept: tvangsugen.
Den går ud på at man skal producere noget visuelt hver dag. Det behøver ikke være godt.
Dette skulle gerne fratage mig følelsen af ansvar for, at det, jeg laver, bliver noget værd, som gør det svært for mig at fordybe mig i at tegne eller male, når jeg endelig har tid. Den manglende tid og den “nervøse” følelse grænsende til ubehag, der har meldt sig, når jeg skulle tegne eller male har flere gange fået mig til at overveje, om jeg bare skulle holde op?
Men jeg tror, det netop er nu, jeg skal holde fast.
Dag 1: Eventyrslot (Hohenzollern Slot), blæk, gouache og lidt akvarel.
Dag 2: Svensk vue, akvarel og hvid gouache.
Dag 3: Tre studier af have-kaprifolium fra legeplads på Langelands Plads, blæk og gouache.
Dag 4: Venedig og Søjlegang i borgen i Haut-de-Cagnes, blyant. 
Dag 5: Cours Saleya, Nice, blyant
Dag 6: Amalfi og Paestum, blyant
Dag 7: Amalfi – nu i farver, akvarel, gouache og lidt blæk
I aften har jeg “fri” for at dokumentere ugen her på bloggen, men jeg tror, jeg tager mig en uge mere fra i morgen.
__________
English recap: I have had a hard time pulling myself together to draw or paint due to fear of failing and lack of concentration, both results of not having that much time to “train” either these days. A week ago, I made an agreement with myself to paint or draw something every day for a week. Here are the results.
Produkter fra Tvangsuge 2. (læs om konceptet her)
Dag 1: Nogle øvelser fra bogen “Tegn” (Michael Clausen og Thorkil Clante): kop, mælkekarton, gråtoneskala, pære, mælkekande.
Særligt da jeg skulle tegne den tonede tegning af pæren, gik det op for mig, at jeg har virkeligt svært ved at tegne uden kontur!
Dag 2 – Stokroser i blæk og gouache.
Jeg arbejder en del i gouache for tiden, da det er en god erstatning for den oliemaling, jeg elsker, men desværre ikke har tid til at male med for tiden. Den er dækkende og højlys kan derfor påføres til sidst med hvid maling ulig akvarel, hvor man må lade papiret stå urørt. Men man har det problem at gouache er meget vand-opløselig, så nye farvelag opløser de gamle, hvis man bliver ved at pøse på og gnubbe. Det synes jeg til gengæld giver god træning i at påføre farverne systematisk og gennemtænkt.
Dag 3 – Scotland. Akvarel, gouache og en anelse blæk.
Dag 4, Siddende kvinde x 2: blæk og gouache.
Det var her, jeg for alvor indså min egen afhængighed af konturer. Jeg hedder Julie og jeg kan kun tegne med konturer!
Dag 5: Siddende kvinde x 2, blæk og gouache.
Her tog jeg udfordringen op og undgik stort set konturer. Nøj, det var svært! … Det må jeg hellere gøre igen en anden gang :-)
Dag 6 – Profil af kvinde i historisk kostume. Blæk, akvarel og gouache.
Dag 7 – Pompeii. Akvarel, hvid gouache og lidt blå farveblyant.
(English recap: the results of this week’s work)
Dag 1
Næsten konturfri tegning af rose og tegning af kiggende barn. Begge blyant.
Vild kørvel – blyant.
Dag 2
Akvarel af rose + 2 Sankt Hans bål i anledning af midsommer (blyant)
Dag 3
Romansk vindue. (blæk) Jeg læste en lille bog om dansk stilhistorie, hvorfra jeg kopierede et par tegninger. Dette romanske vindue var brugt på fin vis – både dekorativt og informativt – som vignet før afsnittet om romansk stil.
Venedig, blyant.
Endnu et Sankt Hans bål, akvarel og blæk.
Dag 4
En romansk kirkevæg (blæk): arkader nederst, triforium i midten og klerestorium øverst. Og behageligt runde buer…
Og så lidt gotiske gavle (blæk). Den første er tidlig gotik, den sidste sen gotik.
Frederiksborg Slot – en gavl i dansk renæssance-stil. (blæk)
Dag 5
Ildebrandshus – i Hollandsk barokstil med gavlkvist eller (som her) fronton ud til gaden. (blæk) Opført efter kildebranden i København i starten af 1700-tallet.
Rokoko – usymmetrisk, pynteligt nøglehulsbeslag (blæk)
Louis Seize-pynt + dør (blæk) – en stilart jeg aldrig rigtigt har kunnet få skilt fra klassicismen, men som jeg nu har lært at genkende ved at den i det store hele er som rokokoen – men den “pynt” der anvendes stiv og mere antikt inspireret – medaljoner f.eks.
Klassicisme – inspiration: antikke templer. Desuden fremhæves vinduerne i de to yderste fag, hvor det før altid var midterfagene, der fremhævedes. Igen en forskel mellem barok, rokoko og klassicisme, jeg ikke kendte til, og som giver mening i eksemplerne.
Stilarterne opsummeret i døre:
renæssance – tidlig barok – sen barok
rokoko – klassiscisme
Dag 5 + 6
The National Wallace Monument. (Akvarel + blæk) I Maj besøgte jeg Sterling Castle i det Skotland. Her er udsigten over mod det monument, der er rejst nær slottet til ære for Wallace (som filmen Braveheart omhandler – en nationalhelt) + byger.
Dag 6:
Efter at have været en uge i Hannæs kom jeg hjem til en potte med blomstrende ærteblomster hjemme i gården i København. Så var der dømt blomsterstudier.
Dag 7
Endnu en gul rose (gouache) og Far og datter læser (blyant).
________
(English recap: drawings and watercolours from last week)
Her kommer endeligt andet og sidste afsnit om bogen Grammar of Ornament, med et uddrag af mine noter og kopier efter eksemplerne i bogen. Det er allerede lang tid siden råmaterialet blev færdigt og indlægget har ligget som kladde vinteren over. Jeg ved ikke om det er blevet bedre med alderen, men her er det :-) Første afsnit kan findes her. Her kan man også læse en mere overordnet introduktion til bogen, der er skrevet ud fra et meget normativt men også meget inspirerende kunstsyn.
Indisk:
Modsat de europæiske landes bidrag til Verdensudstillingen i London i 1851, mener forfatteren, at Indiens (og de østlige nationer generelt) havde et fællesprincip, som de europæiske søgende bidrag manglede. Han fandt i Indiens bidrag et ”Unity of design” og en vellykket kombination af arabisk kunsts strenge former og persisk ynde.
Jeg var ikke vildt inspireret, men disse mønstre synes jeg var fine/interessante.
Hinduistisk:
Forfatteren ærgrer sig over manglende adgang til hinduistiske originaler. Han nævner et essay af Ram Raz, der udstikker generelle regler for proportioner og komposition. (f.eks.: Jo højere søjle, jo mindre indsnævring mod toppen, da perspektivet alligevel styrker denne indsnævring optisk), som tegn på, at Hinduernes arkitektur var storslået og måske gemmer mirakler ligesom Egypten gjorde/gør.
Jeg var ikke specielt inspireret, men her er en dippedut, der var behagelig at tegne.
Kinesisk:
Forfatteren mener ikke, at kineserne på trods af den gamle civilisation og gode ingeniører, skabte vigtig arkitektur eller design. Men, indrømmer han, ligesom alle østlige nationer er de begavet med et instinkt for at sætte farver sammen og kan balancere alle farver. Naturen observeres nært – naturens love følges. De mangler blot at idealisere dem. Totalt u-opfindsomt, konkluderer forfatteren.
Hmm, okay – men jeg kan godt lide det!:
Keltisk:
De britiske øer har altid været anderledes, mener den britiske forfatter i sit lange afsnit om keltisk ornamentik.
Det er særligt for keltisk ornamentik, at der ikke er nogen planter. Den består af intrikate, geometriske mønstre, diagonaler, spiraler, mærkelige dyr, knudeværk. Manuskripterne har kæmpestore udsmykkede initialbogstaver. Mest almindeligt er bånd i knude-mønstre/fletværk, ofte geometrisk og symmetrisk arrangeret.´Nogle mener, den har skandinavisk oprindelse, men forfatteren mener, det er omvendt.
Mine kopier:
Middelalder:.
Manuskript-udsmykningen i middelalderen kom ikke op på siden af tidlige engelske manuskripter, mener forfatteren. Men jo tidligere i perioden 12. årh. – 15. årh., jo bedre. Den vigtigste plads for udfoldelse er begyndelsesbogstaverne. I starten er der endnu ingen forsøg på illusionistisk skabt dybde. Lige og buede linjer er perfekt balancerede. I det 14. årh. bliver begyndelsesbogstavet mindre vigtigt. Teksten indrammes af blomster og tekst. Ifølge forfatteren er der en nedgang mod overnaturalisering.
Mine kopier:
Fliser fra 13. og 14. årh.
Kanter fra manuskripter 9.-14. årh.
Tapetmønstre 12. – 16. årh.
Fra illuminerede MS 12. og 14. årh.
Renæssance
Trods tendenser før, blev renæssancen først for alvor udfoldet i 15. årh. Mod slutningen af det 15. årh. perfektioneredes ornamental skulptur i Firenze som en stiliseret imitation af antik. Ornamenter fra denne tid er generelt perfekt fordelt, regelmæssigt og symmetrisk, altid passende til den arkitektur, der udsmykkes. Donatello var ifølge forfatteren allerbedst til at arbejde med raffinerede skygger i skulptur – og dette dygtige spil med lys og skygge er netop renæssancekunstens kvalitet i følge forfatteren.
Frankrig var den første nation til at gå med på renæssancen omkring 1500 under Charles den VIII, både vha. gæste-designere fra Italien og fordi franske kunstnere overtog den italienske renæssances formsprog, men hurtigt kom tendens mod tungere ophobninger af antikke objekter.
Tidligt tog nogle tyske kunstnere ophold og uddannelse i Rom (F.eks. Dürer, der svingede mellem gotik og raffaelsk, enkel antik stil). Tysk renæssance er dog altid uren/uelegant ifølge forfatteren!
Mine kopier
Pilaster fra marmortrappeopgang i St:a Maria dei Miracoli, Venedig, ca. 1485
Metalarbejde fra Louvre:
Fra møbel på Hotel Cluny, 16. årh.
Elizabethansk
Periode: 1519-1619
1. periode: Henry the VIII, italienske, hollandske og engelske kunstnere. Italienske kunstnere.
2. periode: Elizabeth den I: hollandske navne dominerer. Engelske tager efterhånden over i slutningen af Elizabeths regeringstid og i James den Is.
Udskæringerne er effektfulde og påsat grundlæggende italiensk arkitektur, funderet på tidlig renæssanceskole fra Venedig. Da den Elisabethanske stil i høj grad er påvirket udefra af Italien og Nederlandene, anses den af forfatteren for uoriginal. Forfatteren mener, at den elizabethanske stil mangler kvalitet i ledende principper/smag, men alligevel giver indtryk af ædelhed og storhed på grund af sin rigdom, variation og maleriskhed.
Jeg synes den er ret lækker, dramatisk og samtidig ikke uelegant.
Italiensk
I 16. årh. blev renæssancen systematiseret. Der skete en opdeling af arbejdet, som ikke var gavnlig i følge forfatteren. Malere og arkitekter arbejdede isolerede hver for sig, malerne udsmykkede uden at tænke på konstruktion. Arkitekter tænkte kun i konstruktion ikke i udsmykning. Kvaliteten faldt efterhånden som antikkens smagfuldhed erstattedes af overdrivelse. Jo længere væk fra Roms klassiske indflydelse faldt kvaliteten.
Bernini og Borromini var en dårlig italiensk indflydelse i Frankrig i 17. årh. Ornamentikken blev ekstravagant, karikeret, overdrevet, med afbrudte buer – i stedet for enkelhed. Og så “degenererede” til rokoko og chinoiserie. Louis den XVI genoplivede en elegant, lineær stil i ornamentikken. Republikken med David som eksempel førte til empiren, der var lærd og elegant, men stiv og kold.
(Jeg synes, det er lidt mærkeligt at sætte barok, rokoko og klassicisme ind under en stor hat og kalde den “italiensk”! Måske synes forfatteren bare ikke om disse stilarter. Han virker ikke som en, der ville have skrupler ved at beskære læserens udsyn efter egen smag!!)
Mine kopier:
Blade og blomster fra naturen.
Ifølge forfatteren er god ornamentik baseret på observation af de principper, der regulerer arrangement af form i naturen, ikke imitation af den form, som disse fremkalder. Principperne/reglerne gælder både for det enkelte blad og deres sammensætning. Hvorfor? Fordi skønheden kommer af plantens vækst – jo tungere blad, jo tykkere stængel.
“true art consisting in idealising, and not in copying, the forms of nature”
Mine kopier
THE END
1. Indledning
Der er uenighed om, hvordan man skal afgrænse den romanske kunst som kunsthistorisk periode. Nogle skelner mellem karolingisk (ca. 800-900), ottonsk (ca. 919-1024) og romansk (ca. 1050-1200) kunst, idet de 3 ikke helt er det samme. Men hvornår er kunst egentlig nogensinde rigtigt “det samme” nok til at høre sammen – alt det der med at inddele i stil og periode giver jo en falsk succesfornemmelse uanset hvad, og da alle tre perioder har en forkærlighed for et tidligt kristen romersk ideal til fælles, har jeg valgt at slå dem ind under ét, men behandle dem i 3 adskilte afsnit her i indlægget. Smart :-)
Jeg har ca. 80 siders noter fra mine studier af John Beckwiths “Early Medieval Art”, Rolf Tomans “Romansk kunst”, Norbert Wolfs “Romanesque”, og de første par bøger i en serie om danske kalkmalerier, som omhandler romanske kalkmalerier, at koge ned. Det kommer til at være en kronologisk gennemgang, der, med udgangspunkt i det, jeg har bearbejdet i tegninger eller malerier, så forhåbentligt vil favne det vigtigste – for mig altså.
2. Karolingertiden
Juledag 800 blev den franske konge Charlemagne, på dansk Karl den Store, kronet af Pave Leo den III i Rom. Romerrigets fred skulle genskabes. Kejserens nye hovedstad, Aachen skulle være det nye Rom/Konstantinopel. Men kroningen blev også starten på en lang strid mellem kejser og pave: Frankerkongen så sig selv som den nye Konstantin, og mente egentlig, at han skulle herske over paven her på jorden – men faktisk var det jo paven, der havde kronet ham, og paven havde således fået adgang til den jordiske magt. Charlemagnes ambitioner var desuden større, end hans rodede rige kunne føre ud i livet uden hjælp fra den velorganiserede kirke. Klostrene spillede således en stor kulturel og politisk rolle.
Charlemagne var ked af den franske kirkestands manglende uddannelse, og ønskede at give dem en uddannelse. Han tilkaldte lærere fra anglo-saksiske, irske, lombardiske og spanske skoler til en hofskole, der rejste med hoffet rundt. Antikke græske og kristne tekster var en del af pensum. Dermed blev kopiering af disse tekster en vigtig opgave. Her var især irernes bidrag vigtigt. Derudover var der en stærk byzantinsk indflydelse.
Den karolingiske renæssance: Renovatio, var ikke et forsøg på at genføde antikkens former – men på at genskabe det tidlige kristne Rom.
Grundplan over Fulda Klosterkirke (slutningen af 8. årh.)
Et image som den nye Konstantin krævede ny arkitektur og kunst til at understøtte det. I Aachen byggede Karl den Store et palads, der imiterede Lateranet i Rom, som man mente var Konstantins. Til paladskapellet blev der hentet materiale fra romerske ruiner. Men i antikken brugte man søjler med arkitraver. Søjler med rundbuer var en middelalderlig ny-opfindelse.
Fulda-klostret var et af karolingertidens vigtigste. I 791-819 blev kirken ombygget i et forsøg på at efterligne San Pietro i Rom. Dobbeltkoret, der ses her på planen (apsis i både øst og vest) er et typisk karolingisk træk.
Vestværk i Minden, 10. – 12. årh.
Et andet typisk træk ved karolingisk arkitektur var fremhævelsen af vestfronten i et såkaldt vestværk – en høj, imponerende facade med tårne. Den symboliserede den militante kirke, hvis repræsentant var kejseren. Herunder ses et vestværk, der i 12. årh (romansk tid) er ombygget til en vestlås – en tværbygning anbragt foran langhuset med bredde som midter+sideskibe.
St. Markus’ hånd – detalje fra evangeliebog fra hofskolen i Aachen, tidl. 9. årh.
Nye kirker krævede nye evangeliebøger, nye prædikesamlinger, nye sangbøger etc. Man vendte sig mod Rom for at se og kopiere de oprindelige skrifter, og der opstod en autencitetskult. Det var dog relativt ny kunst fra Rom, man imiterede, ikke nødvendigvis antik. De romerske forbilleder blev desuden ”oversat” – forholdet mellem form og scene blev et ornamentalt anliggende, symbolsk-rituelt fremfor fysisk.
Den hånd, jeg her har “pillet ud” af et manuskript, virkede faktisk i forvejen ret påklistret – det virkede ikke fysisk muligt for et rigtig menneske at sidde sådan. Kompositionen og de enkelte dele var dekorative og rare at se på – som min kopi heraf gerne skulle vise – men ikke fysisk naturligt arrangeret.
Detaljer fra Utrecht Psalter, 9. årh.
En ny illumination-tradition i Reims kom til udtryk i levende, vibrerende konturer. Utrecht Psalter fra 820 er et eksempel herpå. Tegningerne er virkeligt usædvanligt levende og udtryksfulde i forhold til de fordomme man kan have om middelaldermennesker og middelalderkunst. Herunder ses mine kopier af nogle af figurerne.
3. Ottonsk kunst
Karolingerriget smuldrede, men efter mere end 60 års uro konsolideredes de tyske riger under den saxiske hertug Henry den I. Henry den Is søn Otto den I blev kronet som konge i Aachen 936 og som kejser i Rom 962. Dette viste tydeligt, at han tog arven op efter karolingerne som leder for det kristne Vesteuropa. Han støttede og forsvarede paven og brugte kirkesystemets stabilitet og placerede loyale venner og familie i de høje kirkelige stillinger.
Indflydelse fra tidlig kristen romersk kunst er stadig tydelig i ottonsk kunst. Eftersom det var et ottonsk mål at konfirmere den karolingiske arv, udviklede ottonsk kunst sig fra en karolingisk base.
Omkring år 1000 kom der nye katedraler i Mainz, Trier, Regensburg m.fl. og en egen stil blev fundet: 3-skibet basilika med 3 etager: arkade, tribune og klerestorium. Forkærligheden for tårne, særligt på vestsiden fortsatte fra Karolingertiden. Midterskibsmure brydes og opdeles i rytmiske afsnit (det er nyt). Midterskib og tværskib er lige brede og mødes i kvadratisk kryds, som bruges som fast basis-modul gennemført i hele bygningen – et nyt og for den romanske stil afgørende princip.
Fra Otto den IIIs evangeliebog. Peters fodvaskning, detalje. ca. 1000
Reichenau blev favoriseret af pave og konge og blev et vigtigt center for kunst. Den sene Reichenau-stil ses i skematisering af former og farver, der giver et udtryk af forenkling og monumentalitet. Alle menneskelige aspekter ses gennem geometrisk abstraktion. Handlingerne er liturgiske og symbolske fremfor menneskelige og naturlige.
Kristus sover under storm på Galilæahavet. Abbedisse Hitdas evangeliebog (978-1042)
Jeg er ret imponeret over denne illuminations dramatiske komposition, der både virker fortællende og monumental. Illuminationen er et sent ottonsk værk fra Köln.
4. Højromansk
Romansk er i sin videste forstand alt der blev opført i imitation af romersk stil, dvs. den så vil strække sig fra Karolingertiden til slutningen af det 12. årh. Men man har forsøgt at adskille det sene 11. – 12. årh. fra resten som ”Romansk” – her er nemligt et skel, der især er synligt i arkitektur. Der er desuden i perioden meget stor lokal variation i denne tid.
Dog nogle forenende generelle romanske principper:
Kejsermagten og pavemagten promoverede begge sig selv som Kristendommens udpegede ledere. Kejserens magt til at udpege biskopper var et vigtigt middel til at undgå sammensværgelser mod ham i adelen. Men omkring 1100 gik Cluny imod dette og det ledte til investiturstriden. I 1075 påberåbte pave Gregor den VII sig retten til at afskedige biskopper og endda kejsere. Henry den IV forsøgte at modsætte sig dette, hvilket ledte til at han blev ekskommunikeret. Det blev løftet igen i 1077 men først i 1122 afgjordes spørgsmålet med Paven som sejrherre. Pavemagtens indflydelse var tilstede overalt på alle områder.
Den monumentale romanske stil synes i høj grad at skyldes disse to magters “kampagner” mod hinanden.
En romansk kirkevæg (fra bog om Dansk stilhistorie)
Romanske kirker er typisk opbygget i klare horisontale og vertikale strukturer. Ofte består midterskibet af store arkader nederst, tribune eller triforium i midten og øverst klerestorium. Dimensioner i krydset dikterer dimensioner i fagene i midterskibet.
Perspektivisk geometrisk ornament fra Vester Broby Kirke (1175)
Perspektiviske mæanderborter var meget udbredte herhjemme i romansk tid. Oprindeligt er de fra antikken. De første kristne brugte dem ikke, men fra karolingisk tid blev de brugt igen som slutborter foroven og forneden. 
Bladornamenter fra Jørlunde Kirke (1150-75) og Kyndby Kirke ( 1150-75)
Planteornamentik var ny i nordisk kunst, men havde lang tradition i antikken.
Puene de la Reina (Navarra), bro på pilgrimsruten, 11. årh.
Pilgrimsrejser var en vigtig indtjeningskilde for klostrene. Broen herunder er bygget netop for at lette deres vej mod Santiago de Compostela.
Desuden påvirkede pilgrimmene arkitekturen. Relikvier lå under alteret, og god organisation var nødvendig, så munkene i kirken ikke forstyrredes. Arkitekturen måtte bygges, så pilgrimmene kunne passere problemfrit rundt i kirken og liturgiske handlinger foregå uforstyrret – koromgang og ambulatorier tillod dette.
Payerne (Schweiz), 1040/50
Herunder ses et klassisk romansk kirkerum: tøndehvælv med pilastre, der støtter gjordbuer og kalotter, som de små skibsvindue-agtige huller øverst i bunden af hvælvet, hedder. Enkelt og smukt i mine øjne.
Malay (Saône-et-Loire), 11. årh.
Endnu et eksempel på den harmoniske romanske stil.
Engel fra Dommedag i Sant’Angelo in Formis, 1080
På dommedagscenen i Sant’ Angelo ses den ro, selv dramatiske scenerier kan få i romansk kunst. Spontane bevægelser er stiliseret til symbolsk gestik, Men uden at miste elegancen synes jeg.
Min fortolkning af detalje fra Majestas Domini i Sant’Angelo in Formis, 1080
Fra Beatus’ kommentar på apokalypsen XIX, 11-16, ca. 1086
Udover de byzantinske, angelsaksiske (irsk) og karolingiske/ottonske strømninger, der løber gennem den romanske kunst, findes også den mauriske/arabiske – særligt gennem Nordspanien. Herunder ses en detalje fra et dokument, der viser denne indflydelse. Jeg er vild med de dekorative heste.
Angoulême, katedral, 1120/30
De byzantinske forbilleder ses f.eks. i Markuskirken i Venedig. En række kirker i Aquitaine blev overdækket af kupler over hvert fag, hvilket synes inspireret af bade, basarer og pavilloner i østen.
Majestas Domini, fra San Clemente de Tahull 1123
Majestas Domini var et fast motiv taget fra byzantisk tradition: Jesus siddende i en rund mandorla, omgivet af de 4 evangelister, disciple, engle og helgener. Findes oftest i apsis, det liturgiske centrum, over altret.
Spaniens romanske kunst er koncentreret i Catalonien. Typisk er monumentaliteten, de grelle kontraster og dramatiske ansigtsudtryk; streng frontal holdning og kantet fysiognomi, markerede konturer og flade ansigter.
Kristus fra Ezekiels åbenbaring, Frauenchiemsee, 1130
I første omgang kunne jeg ikke lide denne geometriske Jesus-afbildning, der stirrer koldt ud på beskueren, men der er alligevel noget meget interessant ved kombinationen af den over-naturalistiske modellering af pande-muskler med hvide highlights (typisk antikt) og det grafiske mønster af stringente, lineære former (typisk byzantinsk).
Sainte-Juste-de-Valcabrère (Haute Garonne), slutningen af det 12. årh.
Okay, her er det nok også den franske natur og lyset, der har inspireret mig. Men jeg kan også godt lide den bastante letgennemskuelige form, også denne romanske kirke har.
Ribeauville, Ulrichsburg, 12. – 13. årh.
Det 12. årh. var en guldalder for borgebyggeri i Tyskland. Højborge var de sikreste, de lå på en bjergtop. Enten ligepå eller omkring den, som en ørnerede.
Limoges, rund medaljon, 1. halvdel af 13. årh.
Den antikke planteornamentik yderst og den keltiske dyreornamentik inderst klæder hinanden godt her, synes jeg.
Malet loft i Hildesheim, 2. fjerdedel af 13. årh.
Der er to malede trælofter bevaret idag fra romansk tid. Her er en detalje fra ét af dem.
Mange romanske kirker havde plant træloft, da tøndehvælvet ikke kunne spænde over den vidde, man ønskede sig. Ribbehvælv var løsningen: Nu kunne man bygge høje, lyse, fine rum uden at det var på bekostningen af hvælvet – gotikken var lige på trapperne.
5. Konklusion
Fik jeg nu det hele med? Jeg fik da i al fald skrevet og tegnet en masse om romansk kunst.
Så var det tid til en tvangsuge. Og det blev tvang! Hverdagen drøner afsted. Nogle dage var der kun et kvarter, enkelte dage blev det til en hel halv time, og ofte lå disse dyrebare, søvnige minutter efter kl. 22. Men jeg tror stadig, at mit håndværk bliver styrket af den daglige motion:
Dag 1: Nasturtier, gouache
Jeg var uinspireret og træt, og jeg er heller ikke specielt glad for resultatet, men som nasturtium-“portræt” (blomsterstudie) er det okay, og glasset er også rimeligt overbevisende. Som kunstværk mangler der en baggrund, men jeg ved ikke lige hvad for en.
Dag 2: Min malekop, blæk og gouache
Den opmærksomme tilskuer vil bemærke, at tegningen er lavet ved hjælp af netop vand, som jeg plejer at have i denne stålsukkerskål – et problem min trætte hjerne ikke havde forudset, da jeg satte mig til først at opridse konturerne på en tegning af den første og – troede jeg – bedste genstand, jeg kunne finde denne aften.
Heldigvis har jeg flere kopper til rådighed. Det virkede bare lidt fjollet – som at lede efter sine briller, når man har dem oppe i panden
Jeg synes faktisk om resultatet.
Dag 3: Mine egne blomster (lupin, ærteblomst og tallerkensmækker), blæk og gouache
Det her er højdepunktet på ugen, lad mig bare afsløre det. Det går nedad bakke herfra. Her mangler også baggrund, men fordi perspektivet er lidt mere spændende og næsten gør motivet til en abstrakt komposition, fungerer det bedre. Det er blomster fra mine krukker nede i haven.
Dag 4: Et vinglas fra Føtex, blæk og gouache
Et vinglas, der blev smadret i går. Ikke med vilje, men jeg synes det skal nævnes, for at tilføre drama. Glasset, jeg har foreviget, eksisterer altså ikke mere i virkeligheden. Det var et af mine første egne vinglas købt i Føtex, da jeg flyttede hjemmefra. Jeg kunne godt lide det renæssance-agtige præg.
Jeg synes ikke glasset er særligt glas-agtigt i denne tegning, så jeg er ikke tilfreds. Men glassets former er gengivet ret ok, synes jeg.
Dag 5: Tegning efter mælkebøtte i børnebog, blæk og bly
Her skrabes bunden, men jeg havde kun ti minutter omkring kl. 23, og jeg havde længe tænkt, at jeg synes, at denne forenklede mælkebøtte i en børnebog med tegninger af Alexandra Steffensmeier (“Sover du, Lotte?”) var ret fin. Men det er faktisk også farverne, der er fine, så jeg ved ikke lige, om jeg opnåede det, jeg ville “studere” ved at kopiere den.
Dag 6: Nasturtier i glas,blyant
Som tidligere nævnt, vil jeg gerne være bedre til at kunne undvære stærke konturer i mine tegninger. Her har jeg trænet mig selv i dette med ugens ledemotiv: nasturtier.
Dag 7: Figurtegninger, blyant
Og endelig var det da tid til nogle figurstudier også. Det er længe siden, jeg har været til croquis, og menneskekroppen bliver bare aldrig kedelig.
Det bliver ikke til meget kunst-træning i denne tid, og jeg er faktisk lidt i tvivl om jeg kommer under bagatelgrænsen denne gang. Men samtidig er jeg ikke så sikker på, at jeg har en bagatelgrænse (mere)?
Det korte af det lange er, at jeg tilfældigvis kom til at tegne denne antropomorfe krusedulle på min datters tavle, og blev ret glad for den – både fordi den er antropomorf, men også fordi den samtidigt bare er en krusedulle. Så jeg tegnede den over på et stykke pap, så jeg ikke bliver for ked af det, når den bliver krusedullet over af min datter om meget kort tid.
Søndag aften klokken ti var jeg færdig med at rette opgaver, da jeg satte mig for at udføre et eller andet kunstnerisk. Det virkede uoverskueligt at skulle fortsætte den pastel, jeg startede for to uger sider, det virkede uoverskueligt at åbne min skuffe med kul, akvarel og gouache, og det virkede uoverskueligt overhovedet at tage blyanten frem. Som om det overhovedet kunne lade sig gøre at nå at skabe noget som helst så sent, så træt. Tsk.
Spredt udover bordet, jeg satte mig ved, lå min datters farvekridt, flere af dem knækket i flere små stykker. Det passede fremragende til mit ambitionsniveau og fik det til at føles mindre alvorligt. Jeg fandt en af mine bøger med billeder af nøgne modeller til at tegne efter frem. Her er resultatet af fem dage, fem farver og fem figurer.
Blå søndag
Min egen yndlings her er den første.
Grøn mandag
Her er den første igen min favorit.
Brun tirsdag
Igen er det den første… Burde jeg mon kun have lavet én om dagen!?
Lilla onsdag
Her ved jeg ikke hvilken, jeg foretrækker – der er gode og dårlige ting ved begge figurer.
Rød torsdag
Her synes jeg faktisk nr. 3 er bedst. Så måske er det meget godt, at jeg tegnede mere end en af gangen alligevel.
Tak til min datters farvekridt.
_____
English recap: I do not have a lot of time on my hands for art at the moment and I was rather hopeless when I finished doing my “real” job and settled down to draw about 10pm last Sunday. Then I found my daughter’s crayons lying about on the table, and I felt it suited my level of ambition and made drawing anything feel less stressful. The next five days I drew these five figures each day in a new colour.
Sidste påske var jeg i Wien. Det var en regnfuld, kold og blæsende affære, særligt da jeg besøgte slottet Schönnbrunn. Derfor var det oplagt at gengive det i sort-hvid blæktegning – med masser af gråtoner.
Motivet er for at være helt præcist et vue gennem parken mod den Gloriette, havepavillon, der ligger på samme akse som slottet med front mod dette.
Schönnbrunn i gråvejr, blæk, ca. 30×20
_____
English recap: When I visited Vienna last Easter, the weather was grey, cold and windy. Especially when I visited Schönnbrunn. I have drawn the view from the castle through the park towards the Gloriette in ink with a lot of grey washes!
1. Indledning
Jeg har læst fjollet mange bøger om gotik i et forsøg på at få greb om stilen/perioden: Gothic Art: Glorious Visions (link til bogen på amazon), fire bøger i serien om danske kalkmalerier, der handler om gotikken (udgivet af Nationalmuseet i slutningen af 80’erne) og Könemans store bog Gotik. Det er især fjollet, fordi gotik faktisk ikke umiddelbart taler til min smag. Æstetisk foretrækker jeg til enhver tid St. Paul’s over Westminster.
Jeg synes ærligt talt, bøgerne roder ret meget rundt i det. Det eneste, der er indlysende, er, at de himmelstræbende katedraler er indbegrebet af gotik, men når det kommer til malekunsten er det simpelthen umuligt at få styr på, hvad gotik er. Jan van Eyck behandles f.eks. som henholdsvis gotik eller nordisk renæssance, og det er noget rod. Jeg synes nok, at hans detaljeorienterede superrealisme er gotisk, og hvis man kalder det renæssancekunst er det vist mere, fordi man ser ned på gotik og gerne vil identificere alt godt som renæssance. Men jeg er nu også med på, at det er fordi det aldrig er helt så enkelt af skille skæg fra snot.
Nå, nok om det. Her er resultatet af mine studier. Det er meningen, at det skal være bare en smule simplificeret og overfladisk. Jeg håber, det lykkes.
2. Gotisk arkitektur
Gotikken kan også kaldes “spidsbuestilen”, da spidsbuen adskiller den fra den tidligere romanske stils runde buer. Men udover at det nok alligevel ikke er helt dækkende, så er gotikken også kommet til at betegne en periode fra ca. 1130 – 1500. Disse årstal varierer naturligvis i de forskellige lande, fordi gotikken, som sagt, er en stil, og hvis man ikke er træt af den, kan man jo, som England gjorde, bare fortsætte med den, eller som Italien gjorde, stort set overse den og derudover skille sig af med den hurtigst muligt.
Stilen eller perioden opstod med centrum i Paris i 1100-tallet med de store katedraler, fordi Frankrig var rigt og ambitiøst. Katedralerne havde spidsbuer, ribbehvælv og store klerestorier – vinduesrækker øverst i hovedskibet, der opløste væggen. Dette muliggjordes af stræbebuer og -piller på ydersiden. Man gik fra fra masse- til skeletbyggeri.
Her passer disse to illustrationer tegnet efter to tidlige, franske katedraler vist godt ind. Her ses ribbehvælv:
Paris, Notre Dame-katedral, begyndt 1163
Notre Dame hører til den tidlige franske gotik og der er faktisk 4 “etager”: Arkade (nederst), empor, triforium og klerestorium (øverst). Her ses kun de to øverste. På en normal gotisk katedral er vægopdelingen tredelt – uden empor.
Her ses det ydre stræbeværk, der muliggjorde det lette indre:
Koret på Beauvais, Saint-Pierre-katedralen, 1225
Beauvais hører til i højgotikken, ligesom Soissons, som ses herunder – i en akvarel jeg malede for 11 år siden (!). Dette eksemplificerer den reduktion af murfladerne, jeg tidligere har nævnt.
Soissons Katedral, ca. 1182-1211
Katedralen kaldes i Könemanns store bog om gotik et gesamtkunstwerk. Den talte til både høj og lav – et stort visuelt festfyrværkeri for alle.
Vinduerne var lange og gerne udsmykket med masværk, der i løbet af gotikken blev mere og mere kompliceret. I starten var det trepas-former, der dominerede, i den flamboyante stil blev det mere flydende flammeagtige former, mere organisk og mindre geometrisk. Her ses nogle eksempler på masværk fra højgotisk tid.
Saint-Germain-en-Laye, masværk, 1238
Santes Creus, Cistercienserkloster, korsgang 1303-41
Den tyske katedralarkitektur er på mange måder mindre gotisk, fordi den er mere enkel. Det er ofte halkirker – hvor skibene er lige høje, og stræbepiller derfor er overflødige, og der er ofte udeladt tværskib, koromgang og kapelkrans. Desuden er der sjældent triforium mellem arkade og klerestorium.
Frauenkirche i München, indviet 1494, gouache, malet i 2006
Hvælving i Brevkapellet, Lübeck Marienkirche, 1310-20
Hans Purghauser, Salzburg, 1408
Dristige fantasifulde trappeanlæg karakteristiske for tysk gotik. Jeg synes, disse er rigtigt fede!
Vindeltrappe fra Meissen, Albrechtsburg, begyndt 1470
Dobbelt vindeltrappe, Graz, ca. 1500
Mod sydøst i de tysktalende lande blev hvælvingerne multi-dimensionale og mere levende i 1400-tallet. Ligesom trappeanlæggene, synes jeg der er noget jugendstil over disse hvælvinger.
Annaberg, 1499-1525
Prag, Vladislavsal, 1493-1515
Der hører en lang række begreber til en fuld terminologi om den gotiske arkitektur. I mine noter har jeg disse oversigter (efter Gotik af Könemann). I min gennemgang har jeg valgt at tage udgangspunkt i det, der lige syntes relevant i forhold til mine egne skitser.
3. Gotisk skulptur
Gotisk skulptur er kendt for at være langtrukken, søjle-agtig og som sådan ikke særlig realistisk eller i al fald ikke særligt dynamisk. Alligevel står gotikken for en langstrakt udvikling mod mere kød og blod på menneskefremstillingen. De helt tidlige figurer er stort set bare søjler med hoveder, men dog mere fritstående end de romanske, men efterhånden kommer der “krop” under draperingerne. Ligesom malerierne bliver de mere følelsesmæssigt appellerende og opfordrer til sympati og deltagelse. F.eks. opstår pietà – Maria med sin afdøde søn i favnen som motiv i slutningen af 1200-tallet.
Disse to illustrationer viser måske meget godt det søjleagtige, statiske, men dog med menneske indenunder.
Stifterfigur, Uta, fra vestkoret i Naumburg Domkirken, Sankt Peter und Paul, ca. 1250
Jean de Liège, Jeanne d’Évreux, 1370-72
4. Gotisk maleri
Er kendetegnet ved flydende elegance. Gennem perioden gik man mod større og større individualisering i afbildninger – de taler mere og mere til beskueren og kræver deltagelse og imitation fra denne. Naturalisme var dog ikke i sig selv en værdi ved kunsten. Man havde et ønske om at se så meget som muligt – og det er i bund og grund urealistisk og bliver til en ophobning af successivt læsbare tegn, og det er også det, der adskiller Jan van Eycks malerier fra de italienske renæssance-kunstneres (og nok også de tidligere italienske kunstnere som Duccio og Giotto). Det er dog ikke særligt relevant for mig, da jeg ikke har noget i mod Jan van Eyck, men jeg er heller ikke decideret vild med ham, så jeg har ikke kopieret noget af ham, og jeg har det cirka på samme måde med Giotto.
For mig er ingen af dem indbegrebet af gotik, og de gotiske malerier og tegningers charme (når de da har en sådan) er for mig desuden i klædedragternes dekorative folder og kast, som generelt er mere intrikate og urealistiske end de klassisk-orienterede stilarter (romansk kunst og renæssance f.eks.)
Matthias Paris, Jomfru med barn, 1250-59
Profet/apostel, fra Stubbekøbing Kirke, o. 1272
I Danmark er vores vigtigste skat fra gotikken vel kalkmalerierne. Jeg synes de fleste af dem er ret ucharmerende, men så har de til gengæld en historisk værdi som jeg anerkender, og nogle af dem besidder da også det “flow”, jeg godt kan lide.
Glasmosaik, Den hellige Gertrud, 1280/90
De langstrakte vinduer krævede langstrakte figurer, men det passede jo også så glimrende med tidens æstetik. Desuden er kvindens S-form karakteristisk – den genfindes i al fald også i “Natura” herunder.
“Natura”, fra Aristoteles’ fyisk, ca. 1300, illumination
Drage vogter Lapis Lazuli mine, illumination, ca. 1320
Mand med hakke, illumination, c. 1320
Profet i hvælv i Østofte Kirke, o. 1380
Fra modelbog med dyr, ca. 1400
Christine de Pisan, 1410, illumination
Fra Bourges katedralen, Jacques Coeur-vinduet 1451
En kvinde fra følget til Marias renselse og tempelgang, Norra Strö Kirke, 1450-75
Sengotiske borter fra slutningen af 1400-tallet, fra Sønder Vissing (gjordbue-mønster), S. Marie Kirke i Helsingør og Hjembæk Kirke.
Detalje fra Århus Domkirke, o. 1490
Kolbeblomst, Helsingør, S. Marie Kirke, o. 1480-90
Umiddelbart mener jeg egentlig, at denne fede kolbeblomst må være et renæssancetræk, men jeg synes, den har en dejlig saft og kraft, så den kom med.
Jomfru Maria, Lazarussalen, Helsingør Karmeliterkloster, 1515
Jomfru Maria i Månesegl, Åle Kirke, o. 1515
Ren jugendstil, bortset fra Jesus, så han kom altså ikke lige med på min tegning.
Jomfru Maria fremviser bryst i forbøn, Ottestrup Kirke, o. 1510
Det irriterer mig da lidt, at Jomfru Marias bryst tilsyneladende sidder midt på brystkassen, men jeg kan godt se, at det skaber en fin centralakse, og så er resten af figuren i øvrigt ret fin.
S. Barbara, Haderslev Domkirke, 1512
Endnu en fin jugendstilsagtig figur, helt Mucha-agtig.
5. Konklusion
Jeg er ikke helt sikker på, præcis hvad jeg fik ud af dette studie. Jeg føler stadig, at min fornemmelse af hvad gotik er, er mest intuitiv. De nøgleord jeg altid har forbundet med gotik: langstrakt, intrikat og til tider alt for meget, synes at passe meget godt endnu, men så må jeg jo være tilfreds med det. Hvis jeg skal anbefale en af bøgerne, skal det nok være “Glorious Visions”, fordi den beskriver gotikken på en nærmest forelsket måde, der får den til at virke magisk.
____________
English recap: I have been studying several books about Gothic art and architecture. It is not one of my favourite styles and I also think the books are often confusing when trying to define it. In the end it comes down to what most of us know, I suppose: Gothic art is elongated, intricate and sometimes over-the-top. Here are my copies and drawings inspired by the pictures in the books. I like Gothic art when it comes close to Art Nouveau/Jugendstil.
De sidste to indlæg om mønstre har arbejdet med ledninger som mønstre i luften, og på den måde er det nok egentlig mest den sidste tegning, der kan være med i serien. Jeg skal ellers love for, at Italien godt kan være med, når det gælder spændende mønstre med ledninger. I Palermo bemærkede jeg særligt kontrasten mellem resterne af storslået arkitektur der brydes af de mest utrolige elinstallationer, der som knudret vedbend løber over murene. Fascinerende at det overhovedet virker. For det meste.
Det er i det hele taget fascinerende, hvordan murene i Italien for det meste bærer præg af tidligere tiders storhed: fine gesimser og nicher, der så tilsyneladende er blevet overtaget af et helt andet folk: et folk, der lige skulle have et stik til en kogekedel i køkkenet her, som lige skulle have en krog til vasketøjet dér, osv. …
Det er nok svært at se uden farver, men begge byer omkranses af bjerge, hvilket jeg altid synes føles så eksotisk og særligt.
Palermo, udsigt fra terassen i soveværelset, A4, blyant
Vietri sul Mare, ved kirken, A4, blyant
De to tegninger er i øvrigt tegnet med min sædvanlige teknik:
Jeg tror egentlig, planen altid er, at det skal hedde 1-4 og så færdig, men der mangler jo altid lige noget…
_________
English recap: In this post I present two drawings from Italian towns I have visited: Palermo and Vietri sul Mare.
Jeg har ikke helt overgivet mig til mummy-blog-genren, men jeg har længe villet tegne et lille portræt af min søn. Og her kommer et forsøg, dugfrisk fra i aften. Som ofte før med babytegninger, synes jeg faktisk, jeg har fået tegnet en fin baby – hvilket slet ikke er let – men jeg er ikke helt sikker på, at det er min baby…
Min baby, ca. A5, blyant
Jeg er faktisk i gang med to længerevarende kunst-projekter for tiden; jeg er ved at renskrive alle mine gamle noter om renæssancekunst, læse en ny bog om emnet og tegne lidt til emnet, og så er jeg ved at arbejde med ét motiv i 3 forskellige medier, især olien volder mig i den sammenhæng problemer, da motivet er kompliceret og jeg er ude af træning, osv. osv.
______
English recap: a small drawing of my baby.
En grå søndag for et par uger siden landede jeg på Kristrup bibliotek med familien, og på en udflugt efter kaffe, der førte mig lidt væk fra det børne-lege-område, vi ellers primært begrænsede os til, fandt jeg bogen “Dyrenes Museum”, en bog inddelt som et lille zoologisk museum, hvor afsnittene kaldes “sale”, hvor man så kan se de forskellige arter. De forskellige dyr er tegnet utroligt dekorativt af en englænder, der hedder Katie Scott. Faktisk var det lige præcis sådan en bog, jeg ville ønske, jeg selv havde lavet 
Jeg var sikker på, at det måtte være en gammel bog, fordi den er så smagfuld, men den er faktisk fra 2014.
Nå, men nu kan jeg jo ikke selv lave bogen, men jeg tegnede lidt efter nogle af de fineste tegninger, et passende lille projekt til de få pauser man har når ens baby kun kan sove ½ time af gangen…:
Papegøje
Slange
Vignet til Sal 1 – Hvirvelløse dyr, Mosestankelben
Vignet til Sal 2 – Fisk, Plettet ørnerokke
Vignet til sal 4 – Krybdyr, Suppeskildpadde
Pragtsnog
Vignet til fugle, sal 5. Stor paradisfugl
Pingviner
__________
(English recap: some master work copies from a book I found at the Library the other day – the kind of book I wish I had made. It was a book about animals with very pretty drawings. In English the book is called Animalium)
Dette her indlæg har været længe undervejs, fordi jeg havde og muligvis stadig har slået for stort et brød op, uden egentlig at vide, hvad jeg skulle med det…
Promenaden i Salerno er et helt utroligt dejligt sted at være. Farverigt, luftigt, varmt. Da jeg stod der i 2014, tog jeg nogle billeder, jeg ofte siden har overvejet at male, fordi de på en måde havde alt, og så alligevel valgt fra, fordi det måske bare var et rart sted at være, men alligevel ikke særligt malerisk? Alligevel blev jeg ved at falde over billederne og blive inspireret af farverne. Og så satte jeg mig for at prøve at køre to forlæg- et i hver sin retning hen ad promenaden – igennem 3 forskellige medier: tegning, akvarel og olie.
Men olierne (begge 50×70) gik i stå. Min baby begyndte at sove kortere, jeg fik blandet for meget fortynder i, så nogle områder blev matte, der gik uger før jeg kunne male igen, jeg mistede overblikket, modet, lysten, etc. etc. etc.
I sidste uge fik jeg to timer helt uden baby, fordelt på to dage. Disse timer brugte jeg på at få malet 2 olieskitser af de to “retninger”, for ligesom at få ro i sjælen. Nu er jeg selvfølgelig ret utilfreds med flere ting, og synes måske alligevel de to større malerier var bedre, og jeg burde gøre dem færdige istedet, og når jeg tager forlæggene frem, synes jeg pludselig overhovedet ikke nogle af mine forsøg har fanget noget som helst ved det sted…
Måske er det bare et dejligt sted at være frem for et godt motiv? Her er mine forsøg, og så er den potte i al fald ude. Med mindre det selvfølgelig var pastel, man burde have forsøgt… 
Promenade mod nord:
tegning (A4, bly)
Akvarel, blæk og gouache (lidt større end A4)
Olie (30×40)
Promenaden mod syd
tegning (A4)
Akvarel, blæk og gouache (lidt større end A4)
Olie (30×40)
____
(Attempts at making worthwhile art from a scenery very worthwhile a stay: Promenade in Salerno. Drawing, watercolour, oil.)
Hvorfor skal det være så svært? Planen var, at jeg ville kunne fange mit eget ansigt med et par henkastede streger efterhånden, men jeg kæmper og gnidrer og lysner, visker ud og skraverer og etc. etc…
Det første selvportræt jeg lavede, er stadig det bedste. Men det gælder til gengæld ikke helt, fordi det var i profil – så ser man jo faktisk kun halvdelen af ansigtet. At male mig selv forfra er åbenbart stort set umuligt. Her er et par forsøg. Jeg har opsamlet et par stykker til dette indlæg i håb om, at jeg kunne vente med at publicere til der kom et, der var lykkedes fuldstændigt. Det er ikke helt sket, men jeg synes trods alt det sidste er det bedste.
Så på den måde passer indlægget egentlig fint på en blog, der handler om min egen uddannelse af mig selv som kunstner. Mine “røde streger” til mig selv er derfor naturligvis noteret med rød under billederne
Forskitse til det første selvportræt + gouache/akvarel-resultat. (21×15)
Ansigtet er for langt. Håret er faktisk ok. Og hagen ligner.
Tegning – 2. selvportræt. (bly, A4)
Ansigtet er igen for langt. De enkelte dele er ellers ok.
Forskitse til 3. og sidste selvportræt i dette indlæg + resultat i gouache og blæk. (15×21)
Øjnene sidder for tæt og munden ligner ikke helt min. Jeg kunne godt have fået mere lys og liv i håret.Men ansigtet som helhed er bedre end de foregående. Jeg indrømmer desuden at selve forlægget måske ikke ligner mig voldsomt meget. Men en eller anden aften har jeg altså set ca. sådan ud på mit kamera i al fald
Jeg giver heldigvis ikke mig selv karakterer. Men jeg giver mig selv et klap på skulderen, for jeg har arbejdet hårdt og længe på nogle af disse ting.
_____
(English recap: 3 self-portraits, not quite up to the standards I wish from myself, but examples of hard work at least. The last one is the best – which gives me reason to hope, I presume.)
I. Introduktion
Jeg har læst to bøger om renæssance og et afsnit om den i en generel kunsthistorie. Det er ganske svært at få bøger, der tør gabe over både kunst, skulptur og arkitektur, og det kan også være det er for meget, for det er svært at se enheden i det hele, når man er færdig med en bog.
Men hvis man nu skal forenkle og forsøge at periodisere, så synes jeg da, man skal tage det hele med. Og det er forsøgt i Könemanns store bog om The Italian Renaissance (Om der nu også for alvor findes andre renæssancer, kan man jo diskutere herfra og til dommedag. Gå bare i gang). I Christopher Masters Renaissance er der fokuseret på maleri og skulptur. Jeg afsluttede som sagt med et lille overblik i A History of Western Art af Laurie Schneider Adams. Man kunne have fortsat. Men man skal jo stoppe et sted.
Indlægget starter med denne introduktion, derefter en kort beskrivelse af renæssancen som stil og epoke og derefter går jeg frem kronologisk med gengivelse af de tegninger, perioden har inspireret mig til.
II. Renæssance: definition
Renæssancen er kort fortalt en selvbevidst genfødsel af antikken, der så udvikler sig til at være sin helt egen ting. Ofte ses renæssancen som en lys kontrast til den mørke middelalder, men denne kontrast er måske overdrevet. På mange måder fortsættes den langstrakte udvikling fra anonym håndværker til autonom kunstner, fra abstrakt, symbolsk mønster til virkelighedsnær gengivelse, der sker i gotikken, i renæssancen.
Det er Italiens renæssance, der først og fremmest er prototype på renæssancen. I byerne blomstrede økonomien, humanismen og kunsten. I den første del af renæssancen (1400-tallet) var det Firenze, der førte an med rige patroner, der forstod at udnytte visuel kultur til at iscenesætte deres succes, senere i 1500-tallet blev det Rom, hvor Paven ønskede at blive den nye kejser i Rom, og dertil passende kunne anvende antikke, kejserlige former i arkitekturen. Klassiske ordener, centralplan, triumfbue og tempelform var in.
Condottiere Guidiriccio da Fogliano, af Simone Martini (1284-1344)
Udover anvendelse af antik arkitektur til at hævde sig, brugte familierne i byerne også tårne til indbyrdes af konkurrere. Dette kaldes campanilismo. Højde og klokkevolumen bestemte status. Dette ses på skylinen i San Gimignano.
Potensforlængere i San Gimignano
Noget af det, man overordnet kan genkende renæssancens æstetik på, er, at den har perfektion som mål, dvs. fuldstændig overensstemmelse mellem alle dele: balance, symmetri, gennemførthed, regelmæssighed. Denne æstetik udtrykkes i Albertis traktater om kunst fra først halvdel af 1400-tallet. Han lagde vægt på etpunktsperspektiv, harmoni og orden, og at kunstnerne skulle have status som tænkere, ikke blot håndværkere.
Man siger tit, at renæssancen starter omkring 1420. Tidsafgrænsningen er dog tricky, idet kunstnere som Giotto og Cimabue (i det sene 1200-tal) godt kan virke som renæssancekunstnere. Slutningen er ligeledes sløret og afhænger også af om man tager manierismen med eller ej. Det har jeg gjort her. I så fald ligger den næste grænse ved 1600, barokken.
3. Tidlig renæssance
I konkurrence med den internationale gotik opstod der i Italien meget tidligt mere klassiske tendenser: figurerne i Giottos (1266-1337) malerier er monumentale, med skyggevirkninger for at danne form, ikke blot kontur som afgrænsning – ikke abstrakte symboler som i gotikken. Nicola Pisanos (1220/25-1278/84) figurer på en prædikestol fra 1260 har virkelig fysik under draperierne. Disse helt tidlige tendenser i 1200-tallet kaldes ofte proto-renæssance.
Renæssancen for alvor dateres til 1400-tallet i Firenze. Firenzes ambitioner var katalyserende. Ghibertis (1378-1455) relieffer til bronzedørene på bapisteriet ved domkirken var fyldt med idealiserede nøgne kroppe a la romersk antik skulptur, der bevægede sig i troværdigt tre-dimensionelt rumlige omgivelser. Og Brunelleschi (1377-1446) skabte den store kuppel til domkirken, inspireret af Pantheon i Rom. Han tilskrives også “opfindelsen” af det lineære perspektiv, som kort sagt er en genskabelse af, hvordan vi mennesker ser ting i rum: ting, der er langt væk er mindre end dem tæt på.
Det er karakteristisk, at kunstneren får en ny status. Ghiberti rådede malere til at studere optik, historie, anatomi og aritmetik – førhen var dette ikke en del af deres uddannelse – det var nødvendigt for at de kunne hæve deres fags status fra Ars Mechanica til Artes Liberales – og give dem kunstnerisk frihed. Kunstnere sås nu som kunstnere fremfor håndværkere. Ligesom i antikken gik der nu vilde historier om deres illusionistiske evner.
For at skabe skønhed i arkitektur brugte Brunelleschi grundlæggende, simple størrelsesforhold og former. Cirkler og kvadrater var grundformerne, og han brugte rundbuer fremfor gotiske spidsbuer og klassiske søjler frem for gotiske piller. De grundlæggende principper for hans arkitektur var: enkelhed, harmoniske proportioner og symmetri.
Brunelleschi: Santo Spirito (1444-1487)
Samtidig udviklede oliemaleriet sig i Nederlandene, hvor der også skete nogle politiske og sociale udviklinger, der lignede dem i Italien: urbanisering, kapitalisme og et styrket borgerskab. Handelsforbindelserne mellem de to lande var stærke. Oliemaling er lettere at rette i og farverne har større effekt end i tempera, som man brugte i Italien. De elegante lineære kvaliteter, stærke farver og skarpe kanter, som er karakteristisk for international gotik fortsatte i nederlandsk maleri, og det er derfor en evig diskussion, om det er gotik eller renæssance og kommer vel an på, hvad man mener, er konstituerende træk ved renæssancen. Desuden udviklede man male-genrer, hvor de nære ting var motiv: genremaleriet, landskabsmaleriet, portrætter.
Van Eyck: Portræt af mand, 1433 Van Eyck (ca. 1390-1441)
Donatello (1386-1466) er den vigtigste skulptør i tidlig renæssance. Han skabte i midten af 1400-tallet den første fritstående, nøgne helfigur (“David”) og befriede således skulpturen fra arkitekturens kontekst. Den androgyne, forlængede krop er dog mere gotisk end renæssance-agtig. Det samme ses i skulpturen Habakkuk, hvis lange Jugendstilslinjer netop er et eksempel på den del af gotikken, som jeg godt kan lide.
Donattello: Habakkuk (1423-26)
Et andet eksempel på tidlig renæssance-skulptur er denne fantastisk ekspressive terracotta-statuette (del af større skulpturgruppe) af Niccolò dell’Arca (1435/40-1494)
Niccolò dell’Arca: Maria (detalje), 2. halvdel af 1400-tal.
Selvom Botticelli (1445-1510) ”kopierede” efter antikke forbilleder (skulpturer) ændrede han i den. Han brugte antikken som et forråd af poetiske temaer og udnyttede den græske mytologi dekorativt.
Botticellis skumfødte Venus er inspireret af Venus Pudica, en antik skulptur, men Botticellis Venus har yndefulde, forlængede proportioner i forhold til den tungere, mere fysiske original.
Sandro Botticelli: Detalje fra Den skumfødte Venus, 1486
4. Højrenæssancen
Højrenæssancen er en kort men gylden periode 1490-1530. Klassiske antikke ”regler” var bundfældet og form reduceredes til simple men generøse proportioner. Figurerne bliver større i malerierne. Rom overtog pladsen som det kunstneriske centrum i Italien.
Centralplan, kvadrat og cirkel var idealformerne i højrenæssancens arkitektur. Bramantes (1444-1514) Tempietto San Pietro i Montorio er definitionen på højrenæssance. Det er et meget lille centalplansrum overdækket af kuppel og lanterne.
Tempietto af Bramante
Trappeopgang af Bramante
Santa Maria della consolazione
Højrenæssancen domineres af tre store skikkelser: Leonardo (1452-1519), Rafael (1483-1520) og Michelangelo (1475-1564). Tre forskellige kunstnertyper:
Leonardo da Vinci (1452-1519) var nysgerrig og rastløs. Han tegnede og studerede krigsmaskiner og kroppe med samme videbegær, indtil det vigtigste mysterium var opklaret, så efterlod han projektet ufærdigt. Han mente at sammensætning af viden om anatomi og observationer efter natur var den bedste uddannelse. Hans mange studier viser renæssancen syntese af kunst og videnskab.
Hans værker får deres for højrenæssancen typiske harmoni fra sfumato, en teknik, der via delikate gradueringer mellem lys og skygge giver form men også en lidt tåget effekt, og ved at bruge pyramiden som kompositorisk grundfigur. På trods af den ro, dette skaber, er bevægelse og stilstand forenet på forunderlig vis i hans figurer. Han formår at skabe meget komplekse ansigtsudtryk.
Dame med hermelin (1489-90)
Selvom Michelangelo både var maler, skulptør og arkitekt, så han sig først og fremmest som skulptør, og der er da også noget skulpturelt over hans malerier.
Hans loftmaleri i det Sixtinsk Kapel er et kendt værk. Jeg har set det, og som totalvirkning blev jeg ikke blæst omkuld eller også blev jeg netop det, så jeg ikke rigtigt kunne forholde mig til det, i al fald: Det er de siddende figurer – profeter og sibyller i skøn forening af romersk mytologi og pavelig kristendom, der skal iscenesætte paven som den nye kejser Augustus, jeg synes er flottest, hver ideale figur med en egen holdning og personlighed.
Jeremias, Michelangelo
Kendt er også David, som for det utrænede øje nok kunne gå for klassisk antik kunst, med kontrapost og heroisk nøgenhed.
David (1501-1504)
Hos Rafael (1483-1520) gik arven fra Michelangelo og Da Vinci op i en højere enhed. Han fik sfumato og den stabile pyramide-komposition fra Da Vinci og figurerne er store og monumentale som Micehlangelos. Selv i drama er kompositionen under fuld kontrol, alting i nøje overensstemmelse med helheden. Rafaels malerier efterlod trods hans tidlige død ingen spørgsmål, intet forstyrrende.
Af de tre var Rafael min yndlings-højrenæssance-kunstner da jeg var yngre. Jeg synes bare, det går lige ind. Nu er jeg mere til Michelangelo. Mon jeg ender som da Vinci-fan?
Raphael, de tre gratier (1504-1505)
Sceneskift. Samtidig i Venedig: en helt anden stil. Passiv, varm tone, idylliske landskaber ses i Giorgione (c. 1477-1510) og tidlig Titian (1485-1576)
Titian: detalje fra “The Pastoral Concert” (1509)
5. Manierisme
Navnet bruges om perioden fra Rafaels død 1520- barok 1600 og er blevet brugt meget negativt ladet om kunstnere der imiterede men også overdrev renæssancens mestre, og ikke havde deres egen stil. Det man overså var at også dette er en stil. Højrenæssancens mestre kunne ikke overgås. Det mål man i 200 år havde forfulgt var nået – nu måtte malerne søge deres egne individuelle stier.
Der var nemlig et alternativ til renæssancens perfektion: Fokus på det fantastiske, mærkelige, forvrængelse af de ideale proportioner, komplekse, overdrevne, ”twistede” figurer, mystiske, umulige rum – Således fangede man tilskuerne ikke gennem harmoni, men gennem forvirring.
Pontormo (1494-1557) begyndte at bevæge sig væk fra højrenæssance omkring 1520. Hans figurer blev vægtløse, farverne pastellyse.
Pontormo: Matthæus (ca. 1525)
Den typiske twistede spiralbevægelse i manierismen kaldes “figura serpentinata”. Denne figur ses i Giambolognas (1529-1608) skulptur Merkur, der også viser, hvorledes skulpturen i manierismen “åbner” rummet omkring den – den er utroligt dynamisk og helt forskellig i forhold til hvilken vinkel, man ser den fra.
Merkur, Giambologna (1576)
Palladio (1508-1580) fik i 1577 til opgave at bygge Il Redentore i Venedig, hvor facaden synes opbygget af flere tempelfronter foran hinanden. Han behandler dog her de klassiske forbilleder temmeligt frit, idet han “afbryder” pedimenterne. Det er denne frie behandling af klassiske forbilleder, der forbinder ham med manierismen.
Il Redentore, Palladio
6. Konklusion
Det var det. Eller var det nu også det? Der mangler jo Dürer. Og måske lidt mere om reformationen og modreformationen. Men det var sådan det blev. Jeg må jo videre til barokken.
_______________
(English recap: some chattering about Renaissance in art, sculpture and architecture, and the drawings I have done while studying this period.)
Det står faktisk ikke stille for tiden. Jeg får malet en del olie, fordi min datter, som har sommerferie, er med på at sidde sammen med mig på mit atelier og male. Oh lykke!
Jeg har bare ikke rigtigt så meget færdigt at vise, for olie tager jo lidt tid til om at tørre og de mange påbegyndte malerier mangler lige sidste omgang efter lidt tørretid.
Her til aften tegnede jeg en blyantskitse til et planlagt portræt i olie af min datter, og jeg synes faktisk det blev ret fint.
Datter med blomst (bly, lidt under A4)
___________
(English recap: I paint a lot of oil these days, with my daughter beside me in my studio but the new paintings are still waiting to be finished. In the meantime: here is a sketch of my daughter.)
